Tema Præsidentvalg i Frankrig

Franske præsidentkandidater tørnede sammen i første tv-debat

Kandidaterne diskuterede samfund, økonomi og udenrigspolitik.

Debatten foregik i en høflig tone med kun få skænderier, der især opstod mellem kandidaten fra det yderste venstre, Jean-Luc Mélenchon, og kandidaten fra det yderste højre, Marine Le Pen. (Foto: Patrick Kovarik © Scanpix)

Meget stod på spil for de fem hovedkandidater til Frankrigs præsidentvalg i aften. De skulle overbevise vælgere og tvivlere om, at deres program er det bedste. Debatten foregik i en høflig tone med kun få skænderier, der især opstod mellem kandidaten fra det yderste venstre, Jean-Luc Mélenchon, og kandidaten fra det yderste højre, Marine Le Pen.

Præsidentvalg i Frankrig

Det franske præsidentvalg er afgjort. Frankrigs næste præsident er Emmanuel Macron fra bevægelsen En Marche. Han fik 66 procent af stemmerne mod Marine Le Pens 34 procent.

Gå til tema

De fem hovedkandidater til Frankrigs præsidentvalg i aften var Jean-Luc Mélenchon (Det oprørske Frankrig), Benoit Hamon (Socialistpartiet), Emmanuel Macron (Fremad!), Francois Fillon (Republikanerne) og Marine Le Pen (Front National). De var inviteret af tv-stationen TF1 for at debattere deres politik.

Det er første gang, de fem kandidater mødes i en direkte debat på tv i den bedste sendetid. Det er aldrig sket før i fransk historie, at fem kandidater mødes inden 1. runde. Normalt er det kun de to kandidater, der er gået videre til 2. runde, som mødes i en tv-duel inden 2. runde.

Debatten varede to en halv time, og hver kandidat fik halvandet minuts taletid i starten af udsendelsen for at præsentere, hvilken præsident han eller hun vil være. Det blev deres program i et par overskrifter.

Den første var Francois Fillon fra Republikanerne. Han brugte lidt af sin tid på at beklage, at kun de fem ud af 11 kandidater var inviteret. For hvis det havde været tilfældet med tv-debatten før de borgerliges primærvalg, ville han ikke selv have haft mulighed for at medvirke.

Dernæst kom ham med sine overskrifter. Han vil genskabe orden og sikkerhed og begrænse bureaukratiet.

Jean-Luc Mélanchon fra Det oprørske Frankrig var nummer to. Han anførte, at han vil være den sidste præsident i den 5. republik, fordi han vil indføre en 6. republik med en ny forfatning med mindre magt til præsidenten.

Nummer tre var Emmanuel Macron fra bevægelsen Fremad! Han understregede, at han ikke er en del af den gamle politiske garde, men kommer fra erhvervslivet, og det er han stolt af. Han vil indføre en digital revolution, bekæmpe islamismen og arbejde for et renere klima.

Marine Le Pen fra Front National understregede, at hun vil være præsident for den franske republik, ikke en europæisk republik. Hun vil ikke ligge under for politik, der udtænkes af Tysklands kansler eller i Bruxelles og andre af EU's hovedstæder.

Til slut fik socialisten Benoît Hamon ordet. På spørgsmålet om, hvilken præsident han vil være, stillede han et modspørgsmål til seerne:

- Hvilken befolkning vil I være? Hvilken republik vil I have? Det er det, I skal vælge, sagde Hamon og lovede, at han ville være en ærlig og retfærdig præsident.

Herefter blev de tre hovedemner diskuteret. I de tre emner indgik blandt andet temaer som uddannelse, økonomi, sikkerhed, indvandring og udenrigspolitik.

Til slut i udsendelsen fik hver kandidat endnu engang halvandet minut hver, hvor de fik mulighed for at tale til seerne uden at blive afbrudt af de to journalister, der styrede debatten.