DR hos Tysklands to tabende regeringspartier: Luften gik ud af festen

Der var god plads ved ølhanerne til valgfesterne hos partier CDU og SPD, der begge gik tilbage ved valget til Forbundsdagen.

CDU-tilhængere havde håbet på en sjovere valgfest. (Foto: OLIVER LANG © Scanpix)

Der er ikke meget fest over CDU og SPD’s valgfester i Berlin her til aften.

Vælgerne straffede nemlig de to store koalitionspartier, der begge gik tilbage.

Angela Merkels kristen-konservative union af CDU og CSU ser kun ud at få 32,9 procent af stemmerne i en prognose.

Det er 8,6 procent færre end ved valget i 2013.

To lussinger på én gang

- Luften gik fuldstændig ud af medlemmerne, forklarer DR Nyheders Europakorrespondent, Anna Gaarslev, der er med til festen.

- Lige da det første resultat kom klokken seks, blev der virkelig stille. Det var et langt værre valgresultat, end de havde frygtet og ventet.

Mange føler, at de har fået ikke bare én, men to lussinger.

- Ét er, at CDU med søsterpartiet CSU er gået tilbage og har fået færre stemmer end valgene i 2013 og 2009. Noget andet er, at det højrenationalistiske parti AfD har fået fat i så mange vælgere og ser ud til at få et meget pænt resultat, og det er endnu værre, forklarer Anna Gaarslev.

- CDU-medlemmerne her til festen er sorgfulde over, at så mange vælgere ikke er enige med CDU’s budskab.

Halvtomme borde i SPD's øltelt

Også hos det andet regeringsparti SPD, er stemningen noget flad.

Tysklands Socialdemokratiske Parti ser nemlig ud til at gå tilbage 20,8 procent fra 25,7 procent ved valget i 2013.

- Der er flere tomme borde i ølteltet end fyldte, fortæller EU-korrespondent Ole Ryborg fra SPD’s valgfest.

- De trøster sig dog ved, at det ikke kun er SPD der er gået tilbage.

Der var ikke så meget trængsel ved SPD's valgfest. (Foto: Ole Ryborg © DR Nyheder)

Ifølge partiformand Martin Schulz vil SPD nu træde ud af regeringen, og det vakte glæde ved den ellers noget triste valgfest.

- Der var stor jubel, da Schulz fra talerstolen meddelte, at SPD går i opposition. De bakker virkelig op om, at SPD skal træde ud af regeringen. De har fået nok af koalitionspartneren CDU/CSU, forklarer Ole Ryborg.

Ingen udstrakt hånd til AfD

CDU og SPD's medlemmer af Forbundsdagen ser ud til at få op mod 94 nye kolleger fra AfD, Alternative für Deutschland.

Men dem skal de ikke have noget med at gøre, forklarer Anna Gaarslev.

- Der er ikke noget, der bare minder om en udstrakt hånd til AfD's kommende parlamentsmedlemmer. Det handler bare om at få et flertal i parlamentet. Nu har det første chok lagt sig, og man begynder at spekulere over, hvilken regering de nu skal lave, nu det ikke bliver sammen med SPD.