Merkel kæmper for at forene fodformede sko med jakkesæt og slips

ANALYSE. Det helt store spørgsmål er, om en regering med en såkaldt Jamaica-koalition overhovedet kan fungere.

Sat på spidsen er FDP (tv.) jakkesæt og slips og De Grønne (th.) er de fodformede sko, forklarer DR's tysklandskorrespondent. (Foto: Sean Gallup © 2017 Getty Images)

Sort. Gul. Grøn.

Det er partifarverne hos Angela Merkels kristendemokrater, henholdsvis Tysklands liberale, FDP, og partiet De Grønne. Det er også farverne i Jamaicas flag og dermed forklaringen på Tysklands aktuelle buzzword nummer ét:

”Jamaika-Koalition.”

I dønningerne på et historisk dårligt valg, forkyndte Tysklands socialdemokrater – og Angela Merkels hidtidige regeringspartnere – at de vil gå i opposition. Dermed har den nuværende og kommende kansler Merkel kun én mulighed for at danne flertal:

Jamaica.

Hipsterfædre vs. rundsave på albuerne

Det helt store spørgsmål i de her dage er, om en sådan koalition overhovedet kan fungere. Eller om Jamaica-jointen vil eksplodere op i ansigtet på Merkel & co.

Problemerne aftegner sig allerede i det indbyrdes forhold mellem de liberale, FDP og De Grønne. Det er to partier, hvis vælgere minder meget om hinanden. Det er typisk storbyens café latte-mødre og de unge, dynamiske hipsterfædre. Det er nyborgerskabet, der har råd til at købe lejlighed i Berlin Prenzlauer Berg. Her køber grønne og liberale ind i de samme økologiske supermarkeder. De går op i de samme ting, de er naboer, ja ofte venner med hinanden. Men politisk, ideologisk går der en kløft mellem dem.

De liberale FDP er populært sagt dem med rundsave på albuerne. De Grønne er dem, der helst vil sætte sig i rundkreds og debattere problemer i plenum. FDP er jakkesæt og slips. De Grønne er de fodformede sko. Sådan lyder klichéen. Selvfølgelig er der overlap og sympatier, og med tiden kommer der flere af dem. Når alt kommer til alt, går nutidens hipstere jo i jakkesæt og fodformede sko.

Elsker at hade hinanden

Men kløften mellem liberale og grønne – og deres repræsentanter i Forbundsdagen – kan blive Angela Merkels store udfordring. For partierne elsker at hade hinanden. Og på centrale politiske punkter vil de vidt forskellige ting.

Tag for eksempel Europapolitikken: Her vil FDP køre en skrap kurs overfor gældsplagede lande. De er skeptiske overfor den reform af eurozonen, som blandt andre Frankrigs præsident Macron taler for, og som Angela Merkel er tilbøjelig til at gå med på. For FDP frygter, at Tyskland firkantet sagt kommer til at betale regningen for ”de dovne sydeuropæere”. De Grønne er derimod indstillet på at løsne tøjlerne overfor de gældsplagede lande.

Udlændingepolitikken er et andet område, der kan føre til gul-grønne slagsmål i regeringsforhandlingerne. FDP vil have en skrappere politik. De Grønne er stadig fans af Angela Merkels åben-dør-politik fra dengang flygtningekrisen var på sit højeste.

Og så er der det faktum, at hvor FDP gerne vil lade et frit marked bestemme samfundet, så vil De Grønne bestemme over samfundet ved hjælp af love og forordninger.

Der er flere andre brudlinjer mellem de to små partier. Og også mellem De Grønnes venstrefløj og Angela Merkels strengt konservative bagland, frem for alt søsterpartiet CSU fra den katolske delstat Bayern. Her vil to kulturer, ja verdenssyn muligvis støde hårdt sammen.

Men da både FDP og Grønne ved, at de er Angela Merkels eneste mulige regeringspartnere, vil de sandsynligvis holde konsekvent fast i deres vigtigste mærkesager. Det bliver svært for kansleren at formidle mellem stridslystne liberale, grønne og bayersk-katolske konservative.

Ikke tradition for mindretalsregeringer

Angela Merkel kan kun håbe på, at partierne et eller andet sted føler sig forpligtede til at samarbejde. Et flertal af tyskerne ser helst en Jamaica-koalition i spidsen for Tyskland.

Alternativet er en mindretalsregering, som der ikke er tradition for i Tyskland, og som man generelt anser for at være en ustabil størrelse. Eller også kan Angela Merkel udskrive nyvalg. Og det kan styrke det fremadstormende højreparti AfD yderligere, mener tyske eksperter. Det er hverken kansleren eller de tyske midterpartier interesseret i.

Måske derfor strækker FDP, Grønne og konservative lige nu følehornene forsigtigt ud efter hinanden.

De Grønne kan forestille sig at arbejde sammen med bayerske CSU i landbrugspolitikken og på miljøspørgsmål. FDP og Grønne er også forholdsvis enige om en ny indvandringslov som del af udlændingepolitikken. Det er bytte-bytte-købmand på højt plan.

Det eneste, der synes sikkert lige nu, er, at forhandlingerne kommer til at tage lang tid.

Måske får vi Jamaica, når det sner.