Vestager er blandt Times 100 mest indflydelsesrige

Margrethe Vestager har taget kampen op med Google og Apple - det har vakt opsigt.

Margrethe Vestager har som EU's konkurrencekommissær fået stor opmærksomhed, efter at hun har taget kampen op med Apple, Google og Amazon. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er som den eneste dansker med på amerikanske Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

Den danske politiker figurerer som et af de 14 navne i kategorien "titaner".

- Hun tager de vanskelige, kontroversielle beslutninger, som kun en sand leder kan, skriver tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i en omtale af Vestager på Time Magazines hjemmeside.

- Europa har brug for flere kvinder som Margrethe Vestager, skriver Thorning, der selv udpegede den tidligere radikale partiformand som EU-kommissær.

Vestager er den eneste repræsentant for EU på dette års liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

I kategorien "ledere" finder man - måske ikke overraskende - USA's præsident, Donald Trump, Ruslands præsident, Vladimir Putin, og deres kinesiske kollega, Xi Jinping, blandt verdens mest indflydelsesrige.

Også Trumps datter Ivanka Trump er med på dette års top-100.

På listen er der også blevet plads til kunstnere som musikeren Ed Sheeran og skuespilleren Emma Stone.

Også pave Frans og komikeren Samantha Bee er blandt de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden ifølge Time Magazine.

/ritzau/