Tema Nordkoreas missiltrussel

Nordkoreas melding om en succesfuld sprængning af en brintbombe tidligere i dag, er ikke en krigserklæring mod nabolandene eller USA.

Det er et ønske om at vise militærstyrke og et forsøg på at fortælle omverdenen, at landet er godt på vej til blive en seriøs atommagt, mener Liselotte Odgaard, der er militæranalytiker og ekspert i stormagtsdiplomati ved Forsvarsakademiet.

- De sidste, der er interesseret i en militærkonflikt, er Nordkorea, siger hun.

- Det samme gælder USA. Det vil have helt uoverskuelige menneskelige omkostninger for amerikanerne, hvis de indleder et militært angreb mod Nordkorea.

Liselotte Odgaard forudser dog alligevel, at både Nordkorea, nabolandene i området og USA vil fortsætte med at opruste militært i den nærmeste fremtid.

Og forsvarsbudgetter afslører således også, at landene investerer massive summer i ny våbentekonologi og avancerede forsvarssystemer.

Med dét og dagens atomprøvesprængning for øje er det nærliggende, at tankerne leder en hen på en hypotetisk forestilling om, hvad udfaldet af en væbnet konflikt mellem Nordkorea og en eller flere nationer ville være.

Vi har derfor opstillet og gennemgået tre krigsscenarioer for dig med hjælp fra militæranalytiker Liselotte Odgaard fra Forsvarsakademiet.

Alle vil ende med regimets undergang.

I: USA angriber Nordkorea

(Foto: Troels Karlskov © DR Nyheder)

Nordkorea har som led i udviklingen af landets atomvåbenprogram foretaget en lang række testaffyringer af langdistance missiler gennem de seneste par år.

Flere af prøveaffyringer er mislykket, og de er typisk endt med, at missilet er fløjet et godt stykke udover åben hav på et internationalt territorium, hvorefter det er eksploderet eller styrtet i havet i flere dele.

Skulle en af disse testaffyringer ende med, at Nordkorea rammer USA og dræber eller sårer en række amerikanske statsborgere - eksempelvis på øen Guam eller andre amerikanske baser i Stillehavet og Asien - så kan det betyde, at USA erklærer krig mod Nordkorea, fortæller Liselotte Odgaard.

Ifølge militæranalytikeren er det utænkeligt et scenario, men det vil formentlig være alvorligt nok til, at USA ville vælge at svare igen med en militæraktion. Et sådan angreb vil starte en større krig med flere involverede, vurderer Liselotte Odgaard.

Kinas militær er det mest folkerige i verden. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

- Kina har meldt en røde linje ud: hvis USA er de første til at angribe, så vil Kina svare igen med militærmagt, hvis det bliver nødvendigt.

- Sådan et scenario vil have katastrofale konsekvenser for det amerikansk-kinesiske forhold og helt uoverskuelige konsekvenser for den koreanske halvø, siger Liselotte Odgaard og henviser til, at USA har en del militærbaser i området.

Kinas militær har verdens største hær målt på militært personale - omkring to millioner er lige nu i aktiv tjeneste. USA er dog stadig verdens største militærmagt målt på styrke. Sidste år stod landet et samlet militærbudget på 3.905 milliarder kroner. Kina havde til sammenligning et budget på 1.409 milliarder kroner.

Nordkorea skønnes at bruge 25 procent af landets BNP på militæret, men sammenlignet med de store magters militær har det stadig beskedne ressourcer til rådighed.

Den amerikanske præsident, Donald Trump (tv), mødtes i juli 2017 med den kinesiske præsident Xi Jinping (th) pået G20-topmøde i Tyskland. De to nationer har kommenteret på hinandens forhold til Nordkorea. (Foto: POOL New © Scanpix)

Skulle det ende med en krig, ville Nato-landene som udgangspunkt ikke blive involveret i den militære konflikt, forklarer Liselotte Odgaard. Der er nemlig ingen aftaler om gensidig militærhjælp, hvis et Nato-land selv vælger at angribe.

Nordkorea ville alligevel kunne se frem til et ødelæggende angreb, selvom det kun var USA, som stod bag.

- Det er næsten hundrede procent sikkert, at hvis USA angriber Nordkorea, så er regimet færdigt, siger hun

- Så kan landet ikke overleve, og det vil formentlig tage så mange menneskeliv og materiel med sig i faldet, som muligt.

II: Nordkorea angriber USA

(Foto: Troels Karlskov © DR Nyheder)

Nordkorea har meldt ud, at landet er klar til angribe USA. Senest truede Nordkorea med at affyre missiler mod USA's militærbase på øen Guam i Stillehavet.

Landet har også løbende orienteret omverdenen om, at deres langdistance missiler er i stand til at nå den amerikanske delstat Alaska.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har lovet "bål og brand, som verden aldrig før har set", hvis Nordkorea gør alvor af sine provokationer mod verdens største militærmagt.

- Nordkorea gør klogt i ikke at komme med flere trusler mod USA, understregede Donald Trump i juni.

Skulle det alligevel ske - selvom det er højest utænkeligt - at Nordkorea angriber USA, så vil regimet ende med at bukke under og blive udslettet på grund af samme argumenter som i det første scenario, forudser Liselotte Odgaard.

Den nordkoreanske leder Kim Jong-un (i midten) ses ofte på billeder, hvor han poserer foran landets militær i forbindelse med parader og øvelser. (Foto: Str © Scanpix)

Forskellen på de to scenarioer er, at Kina sandsynligvis ikke vil blande sig i den militære konflikt, mener militæranalytikeren.

- Men da Kina grænser op til Nordkorea, så vil kineserne være nødt til at gøre noget ved situationen, eksempelvis forsegle grænsen. De vil være nødt til at rykke tropper ned i området, så de var klar til at kunne sende tropper ind i Nordkorea.

Hun forklarer, at det vil være i Kinas interesse at forsøge at påvirke genopbygningen af Nordkorea kraftigt, hvis det blev aktuelt. De vil forsøge at sørge for, at dele af Nordkorea bliver på Kina-venlige hænder.

Det danske militær er en del af Natos samlede militære styrke. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et springende punkt i et scenario, hvor Nordkorea angriber USA, vil være Nato-samarbejdet. Medlemslandende i forsvarsalliancen har nemlig en gensidig aftale om at støtte hinanden militært, hvis et medlem bliver angreb.

Det samlede militærbudget for Natos europæiske medlemslande var sidste år på 1.638 milliarder kroner, heraf udgør Danmark en meget lille del.

- Men der er principielt en risiko, at Danmark kunne blive involveret, siger Liselotte Odgaard med henvisning til Danmarks Nato-forpligtelser.

- Vi ligger dog ret langt væk fra området og er et lille land, så spørgsmålet er, hvor meget vi reelt ville kunne byde med ind i en sådan en militær konflikt. Rent politisk og symbolsk støtte ville dog nok være forventeligt.

III: Nordkorea angriber Japan og Sydkorea

(Foto: Troels Karlskov © DR Nyheder)

Nordkorea har flere gange sendt sine missiler hen over Japan, og premierminister, Shinzo Abe, har gang på gang kaldt det en "uhørt trussel" mod Japan.

Selv om japanerne ikke har valgt at forsøge at nedskyde missilerne, har affyringerne givet anledning til beredskabslignende foranstaltninger, og Japan har af samme årsag investeret massivt i sit militært de seneste par år.

Sydkorea har også opgraderet sit missilforsvar, og landet har på samme måde som Japan også fordømt atomprøvesprægninger og missilaffyringer hos nabolandet Nordkorea.

Det sydkoreanske udenrigsministerium har flere gange udsendt en erklæring, hvori de skriver, at Nordkorea gør klogt i at stoppe provokationerne, da Sydkorea "med udgangspunkt i en urokkelige alliance med USA vil reagere stærkt".

Skulle Nordkorea gøre alvor af sine provokationer og indlede et regulært angreb mod Japan og/eller Sydkorea, så vil der udbryde en voldsom krig.

- De her lande vil svare igen med militærmagt, siger Liselotte Odgaard.

Japans militær er et af de mest teknologisk avancerede i verden. (Foto: Toshifumi Kitamura © Scanpix)

Det er ikke utænkeligt, at en militærkonflikt kan føre til, at Japan om nogle år får atomvåben, mener militæranalytikeren.

- Det eneste, der forhindrer det lige nu, er ikke Japans militærbudget eller teknologi - det kræver blot en forfatningsmæssige ændring. Japan er faktisk en af verdens stærkeste og mest avancerede militærmagter, siger hun.

Japan havde sidste et forsvarsbudget på 268 milliarder kroner - og indtog derfor pladsen verdens ottende største militærmagt. Sydkorea havde et budget på 239 milliarder kroner og lå nummer 1o på listen.

Både Japan og Sydkorea er allieret med USA, men Donald Trump har skabt usikkerhed omkring, om USA reelt vil støtte med militærmagt, hvis der skulle opstå en væbnet konflikt i regionen.

Det nordkoreanske militær har adskillelige gange afholdt øvelser tæt på grænsen til Sydkorea. (Foto: Str © Scanpix)

Kina har også meldt ud, at hvis Nordkorea vælger at angribe et land, så vil Kina ikke blandes ind i konflikten. Det er derfor usandsynligt, at Kina vil støtte Nordkorea i en krig mod Japan og Sydkorea - men det vil være svært for Kina slet ikke at reagere, da landet grænser op til Nordkorea og derfor utvivlsomt ville blive påvirket af konflikten, forklarer Liselotte Odgaard.

Uanset indblanding fra USA eller Kina så vil udfaldet af en krig mellem Nordkorea og nabolandene Japan og Sydkorea ende med, at Nordkorea lider et alvorligt nederlag.

- Vi ved, at Nordkorea kan gøre meget alvorlig skade på Japan og Sydkorea, siger Liselotte Odgaard.

- Men fordi Japan har så stort en militær styrke, vil det igen ende med, at regimet bliver udslettet.