En flok ferierende vesterlændinge fik afbrudt deres bridgespil af thailandsk politi i Pattaya.

Hvis du er blandt de danskere, der holder ferie i Thailand og godt kan lide et spil kort, så er det en god ide at være forsigtig.

I feriebyen Pattaya har Thailandsk politi nemlig anholdt 32 udenlandske pensionister mens de spillede bridge, heriblandt personer fra Norge, Sverige og Storbritannien. Det skriver Bangkok Post.

Ifølge lokale medier er de 32 anholdte mistænkt for at bryde Thailands love mod gambling. Mistanken går på overtrædelsen af en paragraf i Thailands lov for kortspil fra 1943, der forbyder en kortspillende gruppe at have mere end 120 kort på sig af gangen.

De er samtidig idømt en bøde på 5.000 baht, hvilket svarer til cirka 940 danske kroner.

Politiet fandt ingen penge under ransagningen, og efter formanden for Thailands Brigdesammenslutning har forsikret myndighederne om, at bridge er en sport - og ikke hasard, er de 32 indtil videre løsladt.

Der var ikke danskere blandt de anholdte.

TV-billeder fra den opsigtvækkende operation viser, hvordan en gruppe på fyrre politibetjente, soldater og embedsmænd går ind i baglokalerne i en mindre lokal restaurant. Klik i toppen af artiklen for at se hele videoen fra det lokale medie Pattaya One.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube