VIDEO Afhoppere fra Nordkorea har det svært i Sydkorea

Mange sydkoreanere ser ned på de nordkoreanere, som har held til at flygte fra diktaturet.

Der bor cirka 30.000 afhoppere fra det lukkede Nordkorea i Sydkorea.

Mange af nordkoreanerne har svært ved at vænne sig til livet i Sydkorea, der er så anderledes end det, de kommer fra. Samtidig ser mange sydkoreanere ned på afhopperne.

DR1 i aften

Få hele historien i Horisont, mandag klokken 21:55 på DR1.

- Det handler i virkeligheden om dårlig integration. Mange nordkoreanere mangler uddannelse, det gør vanskeligt for dem at finde fodfæste i det hypermoderne Sydkorea, siger DR Nyheders Asien-korrespondent Philip Khokhar, som har lavet et tv-program om afhopperne til Horisont på DR1.

- Dertil kommer, at mange sydkoreanere har mange fordomme om nordkoreanere, og derfor har de ikke de bedste chancer.

DR Nyheders Asien-korrespondent har oplevet Nordkorea indefra. (Foto: Qunyi Zhang © dr)

Ægteskabsbureauer

Sydkoreanere ser lidt nordkoreanere som "den pinlige del af familien", forklarer Philip Khokhar. De bliver opfattet som bondske, og dertil kommer, at de får økonomisk hjælp af staten, hvilket er usædvanligt i Sydkorea. Der er også programmer med positiv særbehandling af nordkoreanere, og det skaber misundelse.

Nordkoreanske mænd ender ofte i nedslidende lavtlønsjob, mens mange kvinder blandt afhopperne ikke ser anden udvej end at gifte sig med en sydkoreansk mand.

- Der er opstået en hel forretning med ægteskabsbureauer, som matcher sydkoreanske mænd med nordkoreanske kvinder. Nogle sydkoreanske mænd har en forestilling om, at nordkoreanske kvinder er mere føjelige og er bedre husmødre end sydkoreanske kvinder, fortæller Philip Khokhar.

Pigegruppen N&S Girl Group består udelukkende af kvinder fra Nordkorea. De håber på et gennembrud i et af de sydkoreanske tv-programmer, som handler om afhoppere. (Foto: Qunyi Zhang © dr)

Tv-stjerner

Korrespondenten sporer dog en vis udvikling i synet på afhoppere i Sydkorea.

- Der er begyndt at komme tv-programmer, der handler om afhoppere og deres liv. Desværre ender det nogle gange med at være lidt af et freak show, hvor nordkoreanerne bliver til grin.

- Men de afhoppere, som jeg har mødt, siger, at tv-programmerne er med til at skabe opmærksomhed omkring deres situation. De fornemmer, at der er en nysgerrighed fra især unge sydkoreanere, som man ikke fandt i tidligere generationer.