Tema Junglen i Calais

Louise har de sidste 11 år rejst rundt i verden for at hjælpe i kriseramte områder - "Junglen" i Calais er værre end noget andet, hun har oplevet.

Mudder op til anklerne, dårlige toiletforhold - hvis nogen overhovedet, og telte i snestorm.

Det er virkeligheden for op imod 7.000 flygtninge i den illegale flygtningelejr, der bliver kaldt "Junglen" ved havnebyen Calais i Frankrig.

Danske Louise Woetmann er lige kommet hjem fra sin tredje tur til netop "Junglen", hvor hun bruger sin fritid på at hjælpe mennesker, der lever under forhold, hun har svært ved at fatte.

Junglen i Calais

De franske myndigheder er begyndt på rydningen af flygtningelejren "Junglen" i Calais. Lejren har været omkring 7.000 menneskers hjem de seneste mange måneder. Efter planen skal "Junglen" være jævnet med jorden i begyndelsen af november.

Gå til tema

Louise fortæller, at folk bor i små hjemmelavede shelters eller telte, som ligner dem, danskere ville tage på festival med. Det er ikke den bedste beskyttelse mod vind og vejr i en europæisk vinter.

- Sidste uge var der snestorm og hagl, og fordi det ligger så tæt ved havet, blæser det hele tiden, fortæller Louise.

Louise Woetmann i "Junglen", Calais, Frankrig. (Foto: privat foto © Louise Woetmann)

Det er små ting, der hjælper

Louise Woetmann fortæller, at det ikke er alt, hvad der mangler, hun kan give til folk i lejren.

- De mangler tryghed, mad, varmt tøj, tæpper og materiale til at isolere med, men det er ikke let at hjælpe, fortæller hun.

- Vi kan ikke få tingene ind i lejren. Når vi kommer med for eksempel gasflasker til at varme op med, bliver vi stoppet ved indgangen til lejren af gendarmer [red. fransk politi]. Det eneste, der får lov at komme ind, er mad, siger Louise.

Det er jo mennesker ligesom dig og mig.

louise woetmann

- På denne her tur har jeg været i et køkken, hvor vi distribuerer mad til 800-1.000 mennesker hver aften, og hvis vi har donationer til det, også et måltid midt på dagen, en varm kop te, eller en pose med et stykke brød, frisk frugt og en dåse vand.

- Det foregår midt i vores civilisation, uden at nogle af de store organisationer går ind, og uden at myndighederne går ind og handler på det her, siger Louise Woetmann.

- Det, kan jeg ikke forstå, skal foregå i Europa kun få timers togtur fra Bruxelles, hvor jeg flyver til og 12 timer fra Danmark, hvor vi lever så godt. Det er jo mennesker ligesom dig og mig, siger hun.

"Junglens" børn får undervisning på en improviseret skole. (Foto: Philippe Huguen © Scanpix)

Det er taknemmeligheden, der gør det

Men hvad får en 37-årig lærer, der arbejder som pædagog, til at bruge sin fritid på en opgave, som kan synes næsten umulig.

- Den taknemmelighed og ydmyghed man bliver mødt med. Det er så vildt - det er enestående. Det er det hele værd. Også to døgns tudetur, når jeg kommer hjem, fortæller Louise Woetmann.

- En af af dem, jeg har mødt i lejren, sagde til mig den anden dag, at hvis vi var hjemme i Irak, ville han give mig en kamel eller en hest. I stedet kan de dele deres daglige stykke frugt med mig eller de kiks, der er deres eneste mad den dag, siger hun.

- Nogle gange er jeg nød til at tage imod, selvom jeg slet ikke har brug for det, bare så de kan få lov at give noget tilbage, fortæller Louise.

De vil til England

Grunden til, at så mange mennesker har valgt at slå sig ned i "Junglen" ved Calais er, at den ligger lige ved indgangen til tunnellen, der fører over Den Engelske Kanal til Storbritannien. Landet hvor mange flygtninge og migranter gerne vil hen for at søge asyl.

Hun forklarer, at de gerne vil til Storbritannien, fordi de har hørt, at det er lettere at få arbejde der. De har måske familie eller venner der, og de kan tale engelsk men ikke fransk.

Der er menneskesmuglere, som giver dem håb om, at de har en chance for at komme til Storbritannien.

louise woetmann

Men det er ikke så nemt at komme til det forjættede land.

- Rundt om lejren er der store hegn og masser af politibiler, og så er området hen til indkørslen til tunnelen blevet oversvømmet med vilje for at forhindre folk i at kravle ind i tunnellen og hoppe på tog eller biler, fortæller Louise.

Selvom det ikke er ret mange kilometer, der adskiller dem fra målet, er chancerne for at klare den sidste del af turen små. Men det får ikke folk til at give op, fortæller Louise.

- Der er menneskesmuglere, som giver dem håb om, at de har en chance for at komme til Storbritannien. De er blevet lovet, at det var nemt lige at tage til Frankrig og så lige tage til England, siger hun.

- Nogle af dem ved, at de har de rigtige papirer til at opnå asyl og den rigtige baggrund, så de håber, at England vil starte sagsbehandlinger på dem, der er i lejren, siger Louise.

LouiseWoetmann og en af hendes kollegaer spiller frisbee mellem teltene i lejren (Foto: privat foto © Louise Woetmann)

Håbløsheden er til at føle

Louise fortæller, at hun har været i et område af lejren, hvor de fleste er syriske og irakiske mænd, der er flygtet for at redde livet.

- Forleden sad jeg og talte med en fyr omkring 30 års alderen, der sagde: Det her er ikke min drøm, England er ikke, Danmark er ikke, Frankrig er ikke. Basra er.

- Der var kun håbløshed tilbage. Det eneste, han drømte om, var, at det her liv kunne slutte, så han kunne komme videre til det næste, fortæller hun.

Louise Woetmann forsøger til sidst at forklare, hvorfor mennesker bliver et sted, der i så høj grad mangler håb, livskvalitet og elementære fornødenheder.

- De er der stadigvæk fordi, hvor skal de ellers tage hen?

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube