VIDEO Dansk-ghaneser vil åbne plejehjem i Ghana

Collins Woode har åbnet et dagtilbud for ældre ghanesere. Målet er et plejehjem

GHANA DR.DK

Nye kernefamilier og gammel overtro gør livet farligt for ældre i Ghana. Men en visionær sosu-hjælper er nu ved at lave plejehjem og hjemmehjælp i landet efter dansk model.

Det hele startede da Collins Woode, der selv er ghaneser, forelskede sig i en dansk kvinde og i 1998 flyttede til Aarhus sammen med hende. På et tidspunkt blev han indlagt på hospitalet og her så han en sygeplejerske omfavne en ældre dame.

Det gjorde stærkt indtryk på ham og fik ham til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan danskerne tør være så tæt på deres ældre, når de i Ghana holder sig på lang afstand.

Dagtilbud for ældre ghanesere

Spørgsmålet fik ham til at søge ind på uddannelsen som social- og sundhedshjælper, og da han begyndte i praktik, gik det op for ham, at det, man opfattede som tegn på hekseri I Ghana, blev kaldt for demens i Danmark.

Oplevelserne i Danmark fik ham til at rejse fra Aarhus til Abokobi, Ghana, med visionen om at åbne landets første plejehjem. Indtil videre har drømmen ført til et dagtilbud for ældre ghanesere, efter dansk model, med frivillige hjemmehjælpere, der tager sig af de ældre.

Se Collins Woode fortælle om projektet i videoen øverst i artiklen.