Frivillige samles i stor stil for at ringe og lave 'græsrodskampagne' for præsidentkandidat Bernie Sanders.

Hjemme i Marina Lutzs lille lejlighed på 45. etage i et af New Yorks mange højhuse har frivillige placeret sig i sofaen, lænestolen og klapstolen ved sengebordet med deres computer i skødet og mobilen i hånden.

- Det er et ret pænt fremmøde regnen taget i betragtning, siger Marina Lutz, der har arrangeret flere af de såkaldte 'Phone Bank Events'.

Helt almindelige mennesker har nemlig valgt at trodse regnen for at bruge aftenen i Marinas lejlighed på at ringe og forsøge at overtale folk til at stemme på Bernie Sanders forud for den såkaldte Super Tuesday i morgen.

100 procent frivillig 'græsrodskampagne'

Marina Lutz har ikke tidligere hjulpet med politiske kampagner, men i Bernie Sanders' kampagne er hun nærmest blevet superbruger, hvor hun har holdt flere end 20 events.

Hun er overrasket over, hvor mange der møder op til hendes telefon-arrangementer.

- Den her form for græsrodskampagne er virkelig ikke normalt, siger hun.

En af grundene til, at Bernie Sanders kan få aktiveret så mange frivillige, skyldes ifølge Marina Lutz, at alle kan deltage blot ved et klik på hans hjemmeside.

Det kræver nemlig ingen godkendelse, og alle kan oprette events, lave telefonopkald og på den måde deltage i kampagnen.

Selvom telefon-kampagner ikke er noget, som er forbeholdt Bernie Sanders' kampagne, er den alternative præsidentkandidat bare lykkedes rigtig godt med at aktivere helt almindelige amerikanere.

Ifølge New York Times bygger 88 procent af hans kampagne på små donationer på under 200 dollar. Til sammenligning gør det sig kun gældende for 20 procent af modkandidaten Hillary Clintons kampagne.

Se hvordan det et såkaldt 'Phone Bank Event' foregår hjemme hos Marina Lutz i videoen over artiklen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube