Flere erhverv i Grækenland er imod den varslede pensionsreform, som de mener vil ødelægge deres økonomi.

Vrede græske landmænd med høtyve og traktorer stødte fredag sammen med politiet i foran det græske parlament i Athen, skriver Reuters.

Det er den første store demonstration i Athen fra landmændenes side, efter de i flere uger har blokeret veje med deres traktorer, fordi de er imod regeringens planer om at gennemføre en pensionsreform.

Betjente bevogtede indgangen til landbrugsministeriet og affyrede tåregas for at sprede menneskemængden, som kastede tomater, auberginer og sten mod bygningen.

Flere ruder blev smadret, mens de ophidsede landmænd forsøgte at holde politiet på afstand med blandt andet høtyve.

- Vi bøjer os ikke, råbte demonstranterne.

Denne reform vil ødelægge os

Efter at eftermiddagens vold trappede ned, kørte landmændene rundt med deres traktorer ude foran parlamentet, blokerede vejene og råbte kampråb mod den pensionsreform, som blandt andet vil tredoble det pensionsbidrag, som nogle borgere betaler til staten.

- Denne reform vil ødelægge os. Hvis vi giver os, så kommer vi til at sulte, siger olivenolieproducenten Manolis Niolakis ifølge Reuters til en tv-kanal.

Den græske minister for borgernes beskyttelse, Nikos Toskas, kritiserede den voldelige adfærd.

- Dette er ikke måden, hvorpå man udkæmper sociale kampe. Dette er ikke den rigtige måde at udtrykke sig på, siger han.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube