Premierminister Charles Michel stod side om side med kong Philippe og dronning Mathilde ved dagens mindehøjtidlighed ved det belgiske parlament, hvor der blev holdt et minuts stilhed til ære for ofrene for terrorangrebet.

Kong Philippe og Dronning Mathilde, premierminister Charles Michel og adskillige parlamentsmedlemmer, senatorer og repræsentanter for de regionale parlamenter var til stede, da der i eftermiddag klokken 14 blev afholdt mindehøjtidelighed for ofrene for tirsdagens terrorangreb i Bruxelles.

Kong Philippe var med til at lægge en stor krans foran parlament på Place de la Nation, og premierminister Michel benyttede lejligheden til at sende tanker til de efterladte.

- Vores land er i chok, men vi er stærke. Vores tanker går til ofrene. Vi tænker på de familier, der er revet fra hinanden, vi tænker på dem, der har mistet deres partner og et medlem af familien. Vi tænker på dem, der er blev såret, sagde han.

Også parlamentets formand Siegfried Bracke og senatets præsident Christine Defraigne tog plads ved talerstolen, inden der blev holdt et minuts stilhed klokken 14.30.

Der er erklæret tre dages landesorg i Belgien oven på angrebene i tirsdags, der har kostet 31 mennesker livet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube