Tema Krigen i Syrien

VIDEO Rami fra Aleppo: Vi er bange for at gå udenfor

Rami Zayat fortæller om livet i et Aleppo under belejring og med stadig færre fødevarer.

- Vi tør ikke gå udenfor, fortæller Rami Zayat fra Aleppo.

Aleppo i det nordlige Syrien mangler mad.

Faktisk er der kun mad til den næste halvanden måneds tid. I øjeblikket er der intet kød og kun få grøntsager tilbage på markedet - og de sælges dyrt.

Det fortæller 25-årige Rami Zayat, der bor i byen, hvor op mod 300.000 mennesker er spærret inde i den østlige del. Siden juli har bydelen været belejret af syriske regeringsstyrker med hjælp fra Rusland.

Rami Zayat var ingeniørstuderende, men måtte afbryde sit studie på grund af krigen. Nu arbejder han som fotograf og journalist. Og så er han nygift – han blev gift for to uger siden, få uger efter belejringen startede. Alligevel fylder belejringen mest i hans bevidsthed, fortæller han over en ustabil Skype-forbindelse til DR Nyheder.

- Når jeg møder folk på gaden, snakker vi altid om, hvornår belejringen slutter, hvor meget mad vi har tilbage, og hvor der har været kampe, siger Rami Zayat.

Vil ikke forlade byen

Rami Zayat håber som sine naboer, at FN eller andre organisationer snart får lov at komme med mad, men han tvivler på, at det vil ske. Ellers håber de, at oprørerne bryder igennem, så der kan komme forsyninger ind i byen igen.

Byen udsættes løbende for luftangreb og artilleribombardementer af regeringsstyrkerne og russerne. Derfor er Rami Zayat bange for at gå ud af sit hus. Alligevel vil han ikke forlade byen, selv hvis han kunne.

- Hvorfor skulle vi forlade vores hjem, vores land, vores arbejde og de folk vi elsker, for at gå ud i det ukendte? Vi kan ikke tage til Tyrkiet, grænsen er lukket. Vi kan flygte til lejre, men vi tror ikke, at lejrene er bedre end vores egne huse.

Se hans beretning i videoen øverst i artiklen.