Den danske skuespillerinde vinder prisen for bedste kvindelige birolle i filmen "L'Hermine".

For anden uge i træk høster en kvindelig dansk skuespiller international anerkendelse.

I sidste uge vandt Trine Dyrholm en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin, og fredag aften har Sidse Babett Knudsen vundet prisen for bedste kvindelige birolle ved uddelingen af Cesar-priserne i Paris, skriver AFP.

Cesar-prisuddelingen er den franske filmbranches svar på den amerikanske Oscar-uddeling, der finder sted søndag i Los Angeles.

Prisen får den 47-årige dansker for sin rolle i den franske film "L'Hermine", hvor hun spiller en nævning i en kriminalsag, der kommer for retten.

Filmen handler om hendes møde med den frygtede retspræsident Michel Racine, der spilles af Fabrice Lucini.

- Det havde jeg ved Gud ikke forventet. Tak til Christian (instruktør Christian Vincent, red.) for at støve mig op deroppe i Norden, siger den fransktalende Sidse Babett Knudsen i sin takketale ifølge purepeople.com.

- Og tak til Fabrice (skuespiller Fabrice Luchini, red.), min partner, som jeg har elsket at arbejde sammen med,

Sidse Babett Knudsen, der har boet i Paris i fem år, er bedst kendt i Frankrig for sin rolle i Borgen, hvor hun spiller dansk statsminister i en mindretalsregering.

/ritzau/

- Det havde jeg ved Gud ikke forventet, sagde den danske skuespiller, da hun vandt den franske filmbranches svar på en Oscar.

Opslået af DR Nyheder på 26. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube