Det er ikke alle syrere, der drømmer om at flygte til Europa. En kvindelig syrisk kunstner forlod Berlin for at komme tilbage til sit fødeland og dele smerten over krigen.

Når solen træder frem bag de kolde, koksgrå vinterskyer, og temperaturen hurtigt kravler op til tocifrede varmegrader, er Damaskus for en stund lige så betagende, som før konflikten brød ud i lys lue.

Boderne i souken er som sædvanligt bugnende fulde af alverdens farvestrålende, velduftende krydderier, parfumer, sæber, konfekt, guldsmykker, bedekranse, bryllupskjoler, frækt undertøj, kopi-fodboldtrøjer, arabisk popmusik, tæpper, værktøj, nybagt brød, friskpresset juice, tobak, grøntsager, bøger, plakater og omtrent alt andet hvad hjertet kan begære.

Hvis man ser bort fra de mange check-points og den endeløse række af syriske flag, billeder af præsident al-Assad i uniform og paroler om sejr og kamp for nationen, er det ikke svært at blive fortryllet af handelslivet på de brostensbelagte gader.

Hverveplakat i Damaskus, der opfordrer både mænd og kvinder til at deltage i kampen. (Foto: Adam Holm © DR Nyheder)

Glansbilledet knuses

Men det varer ikke længe, inden glansbilledet af ’Tusinde og én nat’ spoleres af kanonernes brag fra Qasioun-bjerget.

Og kigger man nøjere efter, er der adskillige lukkede butikker, og i andre sidder indehaveren og kigger betuttet ud på de kunder, som ikke længere har råd til at bruge deres inflationsramte valuta på andet end indkøb af det mest elementære.

Før krigen kunne man på det sorte marked veksle 50 syriske pund til en dollar.

I dag ligger den uofficielle kurs på mellem 370 og 400 syriske pund for en dollar.

Syrerne har i løbet af de fem år, krigen nu har varet, oplevet, at priserne på basisfødevarer er steget, at deres løn er blevet udhulet og skatterne sat i vejret.

Det er ikke så mærkeligt, at de restauranter og butikker, der i 2010 havde kronede dage, nu om stunder har få gæster.

Butiksfacade i Damaskus i det syriske flags farver. (Foto: Adam Holm © DR Nyheder)

Flygtninge fra andre egne

I modsætning til tidligere, ser man nu også flere tiggere i gaderne - de fleste flygtninge fra andre egne af Syrien.

Damaskus, som før krigen ifølge et forsigtigt skøn talte fire millioner indbyggere, er i dag oppe på seks millioner ifølge en lokal journalist.

Borgerne i Damaskus har, for nu at skære det ud i pap, ikke længere den sociale tryghed og fysiske sikkerhed, de har været vant til.

Ikke ét ondt ord har vi hørt, ikke ét skulende blik, har vi fået.

Så meget desto mere imponerende, at folk har overskud til at optræde med så stor venlighed.

Ikke ét ondt ord har vi hørt, ikke ét skulende blik, har vi fået under vores ophold i byen.

En gammel caféindehaver i al-Rawd gaden ved siden af det nationale parlament lagde hurtigt en dæmper på sin imødekommenhed, da han erfarede at vi kom fra ’landet med Muhammed-tegningen’.

Men ellers er det mere reglen end undtagelsen at blive mødt af den traditionelle hilsen ’Ahlan wa sahlan’ (velkommen. -red.) eller det mere jordnære og altid fejludtalte ’Wilcom!’.

Det danske Hus

Samme venlighed oplevede vi, da vi uden for åbningstid, dukkede op ved Det Danske Institut i den gamle by.

Det har ligget øde siden sommeren 2012, men instituttets trofaste vagt siden indvielsen for femten år siden, Ziyad Kojk, dukkede op i døren og bød os inden for.

Damaskus, Syrien

Damaskus er hovedstaden og den næststørste by i Syrien, efter Aleppo.

Byen blev grundlagt cirka 5.000 f.kr. og regnes for at være en af verdens ældste beboede byer.

I 2009 boede der cirka 1,7 millioner mennesker i Damaskus.

Ingen granater har ramt den smukke købmandsvilla fra 1700-tallet, og Ziyad selv, der kommer fra bydelen Harasta, hvor kampene også raser, er sluppet for tab i den nærmeste familie. Alhamdullilah (takket være Allah. -red), som han tilføjede.

En anden af instituttets vagter kunne ikke mere og flygtede til Tyskland i december.

Ziyad derimod møder op hver dag og sørger for at holde huset pænt og tage vare på den bekostelige bogsamling.

Men de hårde tider har sat sine spor på ham. Da vi sammen står og bladrer i et fotoalbum fra 2010, der viser en sammenkomst af danske og syriske kulturfolk, får Ziyad øje på sit eget fotografi og siger resigneret: ”I look old now!” (jeg ser gammel ud nu! - red.).

Tilbage til Syrien

Og Ziyad er ikke den eneste, som fremhæver hvordan bekymringen over krigen sætter sig som dybe rynker i ansigtet.

Det samme siger Hala Faisal. Hun er et livstykke på 57 år. Født og opvokset i Damaskus, nylig hjemvendt efter fem år i Berlin og før det 10 år i New York, hvor hendes voksne søn bor.

Hun ligner en filmskuespillerinde fra en sort-hvid film, hvilket hun også viser sig at have været.

Men hendes kulturelt konservative far, der både var velhaver og minister før Hafez al-Assad, den nuværende præsidents far, kuppede sig til magten i 1970, ønskede ikke at hun skulle optræde som ’en tøjte’.

Hendes karriere på det hvide lærred blev skrinlagt til fordel for en kunstuddannelse i Moskva.

Siden har hun rejst kloden tynd og haft udstillinger på gallerier i Frankrig, Tyskland og Spanien, og lavet en meget omtalt happening i New York, hvor hun i 2005 gik nøgen op i en fontæne foran rullende tv-kameraer for at protestere imod USA's besættelse af Irak.

Hala Faisal under hendes protest-happening i New York i 2005. (© New York Daily News/Getty Images)

Jeg holder med månen

Hala Faisal sidder ofte alene kvinde på en røgfyldt café i og tegner skitser af gadebørn, alt i mens det overvejende mandlige klientel omkring hende pulser på vandpiberne og holder blikket stift rettet mod et spil backgammon.

Da vi møder hende, siger hun, at hun savner at tale med mennesker, der ikke kun tager stilling for eller imod præsident al-Assad, for eller imod Islamisk Stat (Daesh).

Jamen, hvordan undgår du selv dette valg, vil vi vide.

- Jeg holder med månen, siger hun med et let grin.

Hun fortæller, at hun hver aften fra terrassen ved sit atelier i et af Damaskus’ velstillede boligområder, sender en hilsen til månen.

Hun kalder det for ”stråleterapi” og mener, vist nok i ramme alvor, at folk kunne få bearbejdet deres krigstraumer og hang til mere død og ødelæggelse ved at få udvidet deres ’kosmiske bevidsthed’.

Et selvportræt af Hala Faisal. (Foto: Adam Holm © DR Nyheder)

For folkets skyld

Hala Faisal, der ikke i materiel forstand lider nød – hun har hus i Homs og sommerhus ved kysten foruden sit beboelige atelier i Damaskus – har valgt at opgive et liv i Berlin for at komme tilbage til sit elskede Syrien.

Med tanke på, at mange af hendes landsmænd i de sidste seks måneder har søgt den anden vej, er det svært først at tro på hende. Men hun viser beredvilligt fotografier af sin lejlighed i Berliner-bydelen Schönberg og slår over i et nydeligt tysk.

Hvorfor dog rejse tilbage til krigen? Hala skal ikke bruge lang tid på at svare.

Her på jorden, holder jeg altid med dem, der respekterer åndslivet og kulturen.

hala faisal

- Jeg rejste i sin tid til Vesten, fordi jeg søgte efter personlig frihed. Syrien var en politistat, og de kulturelle normer var gammeldags. Men jeg nåede et punkt for et år siden, hvor jeg ikke kunne se til, mens Syrien bare går i opløsning.

- Begge mine forældre er døde. Jeg skylder slægten at vise, at vi hører til her, siger hun.

Selv om hun holder med månen, presser vi hende alligevel. Er det bedst med eller uden Assads regime? Hun tænker sig om en stund og svarer så.

- Her på jorden, holder jeg altid med dem, der respekterer åndslivet og kulturen. Islamisterne? Nej. Regimet? Ikke rigtig. Folket? Ja. Jeg er her for folkets skyld.

Du kan se meget mere fra Adam Holms besøg i Syrien i dokumentaren 'Adam Holm - Tilbage til Damaskus', som bliver vist på DR2 i aften klokken 23.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube