Tre år efter hendes mand, bloggeren Raif Badawi, blev fængslet, kæmper Ensaf Haider stadig for at få det saudiske styre til at frigive ham. DR Nyheder har mødt hende i Geneve.

I dag indleder det danske kronprinspar en rejse til Saudi Arabien i spidsen for en større handelsdelegation.

Også udenrigsminister Kristian Jensen er med på turen, der går til et land, som er notorisk kendt for brud på menneskerettighederne.

En af de personer, der i bogstaveligste forstand har mærket styrets hårde hånd på egen krop, er den saudiske blogger Raif Badawi, der blev fængslet i 2012 – anklaget for at fornærme islam via elektroniske kanaler.

Han blev efterfølgende idømt 1.000 stokkeslag, 10 års fængsel og en bøde på en million riyaler - 1,8 millioner kroner.

DR Nyheder har mødt Raif Badawis kone, Ensaf Haider, i Geneve.

Hun har siden sin mands fængsling rejst land og rige rundt for at appellere til verdenssamfundet om at presse det saudiske styre til at frigive hendes mand.

Konstruktiv kritik

Raif Badawis brøde var, at han siden 2006 har blogget om menneskerettigheder, kvinderettigheder, frihed og liberalisme - emner der anses for at være kontroversielle i det konservative kongedømme.

Blogindlæggene var ment som en konstruktiv kritik, som Badawi håbede kunne forandre og modernisere hans fædreland.

En ekstremist angreb Raif med en kniv, mens han råbte: Jeg slår dig ihjel, din vantro

Ensaf Haidar, gift med med den saudiske blogger Raif Badawi

I stedet fik han og hans kone Ensaf Haidar flere gange besøg af det religiøse politi.

Badawi modtog trusler på bloggen, og hans Facebook-side og Twitterkonto blev hacket og på et tidspunkt blev hjemmesiden lukket af myndighederne.

Efterfølgende fik han forbud mod at rejse og hans bankkonti blev indefrosset.

Men det stoppede ikke Badawi.

I 2010 oprettede han en ny blog - Saudi Liberal Network, som et forum for diskussion af menneskerettigheder, kvinderettigheder, frihed og liberalisme.

Stemplet som frafalden

I 2011 blev der udstedt en religiøs kendelse imod ham – en såkaldt fatwa, og han blev stemplet som en frafalden. Fra da af blev det meget farligt fortæller hans kone, Ensaf Haidar, til DR.

- En ekstremist, som stod ved en pengeautomat gik til angreb på Raif med en kniv, mens han råbte: Jeg slår dig ihjel, din kafer (vantro). Det var blot en af de episoder, som fandt sted på grund af hjemmesiden, fortæller Ensaf Haidar.

Truslerne og forfølgelserne tog til og i forsommeren 2012 bliver Raif og Ensaf enige om, at hun hellere må rejse ud af landet med deres tre børn. Hun tager til Libanon.

- Vi var bange for, hvad folk kunne finde på, og bange for at vores børn skulle komme ud for noget ubehageligt, siger Ensaf.

Parret regnede med at der højest ville gå en måned, inden Raif ville slutte sig til resten af familien. Men de tog grueligt fejl.

Demonstranter appellerer for løsladelsen af Raif Badawi foran den saudiske ambassade i London, 8. januar i år. Demonstrators hold placards during a protest for Saudi blogger Raif Badawi, outside the Saudi Arabian Embassy in London, Britain January 8, 2016. REUTERS/Stefan Wermuth (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

I december 2012 bliver Raif Badawi stillet for retten i Jeddah, hvor han blandt andet bliver anklaget for at have mistet troen – at være en frafalden – en anklage, der automatisk medfører en dødsdom i Saudi Arabien.

- Det er det mest frygtelige, der nogensinde er sket i mit liv, siger Ensaf Haidar og lyder stadig en anelse rystet ved tanken.

Hun vil nødig rippe op i det, mest fordi hun ikke ser nogen grund til at minde de saudiske myndigheder om, at en dødsdom på et tidspunkt var på tale imod hendes mand.

Raif Badawi ender dog med en dom på 1.000 stokkeslag, 10 års fængsel og en bøde på 1,8 millioner kroner.

Pryglestraffen skal deles op over 20 gange.

Og den skal eksekveres hver fredag efter fredagsbønnen – på en offentlig plads foran en af de store moskeer i havnebyen Jeddah.

Ensaf Haidar modtager Sakharov Prisen - en pris, der belønner personer, der sætter alt på spil for at forsvare tanke- og ytringsfriheden, på sin mands vegne ved en ceremoni i Europa-parlamentet. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

For syg til fysisk afstraffelse

I januar 2015 får Badawi de første 50 slag på ryg, bagdel og ben. Men efter den første gang vurderer otte læger, at han ikke kan tåle yderligere slag den følgende fredag.

Derfor udsættes straffen, og det er den blevet hver fredag lige siden.

Raif er jo blot en borger, som har ytret sig på fredelig vis. Han har ikke gjort noget, som berettiger, at han skal sidde i fængsel.

Ensaf Haidar, gift med den saudiske blogger Raif Badawi

Ensaf Haidar siger, at det indtil videre er den eneste officielle forklaring, men hun vil ikke afvise, at det enorme ramaskrig, der rejste sig efter, at Badawi modtog den første omgang prygl, også spiller en rolle.

Men dybest set bryder hun sig slet ikke om at tale om pres.

- Jeg vil ikke vil kalde regeringernes og befolkningernes solidaritet med mig for et pres.

- Saudi-Arabien opfatter måske ordet pres som et hårdt ord, som måske støder dem, siger hun og påpeger, at hendes mål ikke blot er, at afstraffelsen skal ophøre, men at Raif kan blive genforenet med sin familie.

- Raif er jo blot en borger, som har ytret sig på fredelig vis. Han har ikke gjort noget, som berettiger, at han skal sidde i fængsel, siger den lille, spinkle kvinde kampberedt.

Sporadisk telefonkontakt

I de næsten fire år, der er gået, siden Raif blev anholdt, har Ensaf Haidar ikke set sin mand en eneste gang. Den eneste kontakt de har, er på telefonen, når han ringer fra fængslet.

- Det er svært, siger hun.

- Jeg kan ikke tale med ham, når jeg vil. Jeg ved aldrig, hvornår han ringer, og samtalerne fra fængslet er meget korte.

Men hun har ikke opgivet håbet og kæmper en hård kamp for at opretholde opmærksomhed om sagen.

Mine børn har ikke kunnet være sammen med deres far i fire år.

Ensaf Haidar, gift med den saudiske blogger Raif Badawi

Tidligere på ugen deltog Ensaf Haidar i en menneskerettighedskonference i Genéve for at tale sin mands sag.

Hun håber at den vedvarende internationale opmærksomhed vil føre til, at han snart bliver løsladt og genforenet med sin familie.

Men hun er også meget bekymret for at komme til at skade hans sag, og hun er omhyggelig med ikke at kritisere det saudiske styre.

Derfor vil hun heller ikke udtale sig om, hvorvidt det danske kronprinsepars besøg i Saudi Arabien i spidsen for en større handelsdelegation er et forkert signal at sende til et land, der groft træder menneskerettighederne under fode.

- Jeg vil helst ikke tale om det. Men jeg vil være dem taknemmelig, hvis de vil nævne Raifs sag i deres møder med regeringen, siger hun.

Ordets høje pris

Badawis egen far har undsagt ham på saudisk tv og mener, at han er besat. Han har søgt om forældremyndighed over sine børnebørn, skrev avisen the Telegraph sidste år.

Og Ensaf Haidar lægger ikke skjul på, at Raif Badawis kritik af det saudiske styre har haft store personlige omkostninger for hele familien.

- Mine børn har ikke kunnet være sammen med deres far i fire år. De savner ham.

- Det eneste våben, han brugte, var ord. Så det er en høj pris, vi betaler. Derfor håber vi snart at se en ende på udlændigheden og smerten, siger hun.

Endnu ser hun ingen tegn på at det saudiske regime er klar til at løslade hendes mand, men hun bevarer håbet om, at det sker så hurtigt som muligt.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube