Bidende kold dag og udsigt til snedrys

Fronterne som kommer i morgen fra vest, vil betyde farvel til solen for denne gang.

Onsdag bliver en af den slags dage, hvor varm påklædning, hue og handsker skal være inde for rækkevidde. Selvom solen vil titte frem flere steder, og temperaturen kommer lidt over frysepunktet, så vil vinden få dagen til at føles bidende kold.

Temperaturerne sniger sig op på et par graders varme, men det vil opleves væsentligt koldere, da den fugtige og kolde vind fra Sydøstlig retning vil medføre, at det føles mere som minus 15 grader. Allerede onsdag aften er vi igen "lagt på is" og temperaturen daler til 3-5 graders frost.

Vi du vågne op til sne torsdag morgen?

I løbet af dagen sniger et lavtryk sig ind over landet fra syd, og det betyder, at der i løbet af aftenen kan falde en del snebyger i de sydlige og østlige egne. Fyn og den sydøstlige del af Jylland kan også få et par snedrys. Sneen vil drysse det meste af natten i mængder mellem en og fem centimeter.

Selvom den nordlige og vestlige del af landet ikke vågner op til sne, så kan man her se frem til nedbør i form af slud eller sne torsdag aften, hvor fronten ankommer fra vest. Dermed er der taget hul på en periode med skyet og ustadigt vejr.

  • Print
  • Del artiklen: