Dramatisk afslutning på tør og soleklar intermezzo

Natten og begyndelsen af morgendagen bliver tør, men så rammes landet af kraftige byger.

I løbet af aftenen passerer en koldfront landet fra vest. Der vil i nattetimerne stadig være regn i den østlige del af Sjælland og på Bornholm. Størstedelen af landet får opklaring i løbet af nattetimerne, hvor det holder stort set tørt.

Samtidig med frontpassagen drejer vinden over i sydvest og vest. I løbet af natten kommer der i Østersøen og ved kysterne på Bornholm en overgang stedvis kuling. Resten af landet kan dog nøjes med let til frisk vind og hård vind langs kysterne.

Temperaturen falder i nat til mellem to og fem graders varme.

Klar og blæsende morgen

Når solen står op i morgen, får den kun selskab af enkelte skyer. Til gengæld har vinden taget til i styrke, således at vi ender med en jævn til hård vind fra vest eller sydvest ved kysterne op til kuling.

Efterhånden presser skyer med byger, der lokalt kan være med hagl og torden - sig ind over landet fra vest. Det er en kølig luft ind, der strømmer ind over Danmark vestfra, så temperaturen ender mellem fem og otte grader.

Varmere vejr på vej

Onsdag passerer en svag højtryksryg landet vestfra, og i weekenden ventes et højtryk at etableres vest for Danmark.

Det vil give os en periode med tørt og mest klart vejr.

  • Print
  • Del artiklen: