Engelsk uvejr på vej mod Danmark

I England har man det seneste døgn haft voldsomt uvejr med oversvømmelser og torden.

Det seneste døgn har et lavtryk og tilhørende frontsystem givet regn og tordenbyger i hobevis i det sydlige England.

Engelske meteorologer forventede omkring en hel måneds nedbør på bare nogle timer, og den intense nedbør medførte da også oversvømmelser i kystbyen Coverack i Cornwall, som har fået store materielle skader.

Mange måtte evakueres fra deres hjem, og en redningshelikopter måtte indsættes for at redde nogle indbyggere, der havde søgt tilflugt på hustage.

Over 100.000 lyn

Udover oversvømmelser har uvejret også natten igennem larmet og blinket med lyn og torden. Over 100.000 lynnedslag er der blevet målt indtil videre.

Komikeren Bill Bailey er én af mange, som har foreviget tordenvejret på Twitter.

En anden Twitter-bruger fangede en lille video af det voldsomme vejr.

Prognoserne viser, at der kan komme endnu en bølge af regn og torden, som også potentielt kan give oversvømmelser.

Torden på vej til Danmark

Men nattens vejr i England er nu på vej over Nordsøen, og det lavtryk der skaber balladen, ser ud til at trække en hale af byger med sig til Danmark.

Torsdag ser ellers ud til at starte pæn i den nordlige og østlige del af Danmark, men i løbet af dagen kommer der skyer og byger, som kan være med torden. Det ser dog ikke ud til at blive så voldsomt som nattens vejr i England.

  • Print
  • Del artiklen: