Første efterårsrusk venter Danmark onsdag

Årets første rigtige efterårslavtryk gasser op over De Britiske Øer og har kurs mod Danmark.

Så er årets første rigtige efterårslavtryk ved at gasse op over De Britiske Øer og det har kurs mod Danmark.

Der følger et stort regnområde med lavtrykket og tilsammen vil det give gedigent efterårsvejr til de fleste i morgen. Mange steder vil det regne næsten hele dagen. Temperaturen kommer næppe over 15 grader.

Vinden bliver interessant

Vinden bliver meget forskellig både i retning og styrke, men også efter landsdel og tid på døgnet. Den nordlige halvdel af Jylland får ikke særlig blæsende vejr, op til frisk vind overvejende fra sydøst.

Den øvrige del af landet får først frisk til hård vind fra syd, men om eftermiddagen og aftenen drejer vinden til sydvest og vest og så begynder det for alvor at blæse op.

Stormstød

Generelt vil det blæse kuling (15 til 20 m/s), men fra sidst på eftermiddagen vil der komme vindstød af stormstyrke (25 til 30 m/s).

Det er især Syd- og Sønderjylland, Fyn og øerne syd for Fyn, Sydsjælland, Lolland, Falster, Møn og om aftenen også Bornholm, der må forberede sig på de kraftige vindstød.

Hvornår kommer stormen?

Ifølge de seneste prognoser vil de voldsomme vindstød kunne komme allerede fra klokken cirka 17 og risikoen vil vare ved resten af aftenen.

På Lolland og Falster fortsætter det en del af natten. På Bornholm vil kulingen med risiko for stormstød fortsætte hele natten og en god del af torsdagen.

  • Print
  • Del artiklen: