GRAFIK Det skal der til for at isen på søen bliver tyk

Frostvejr både dag og nat giver is på søer og vandløb. Se her, hvor lang tid det tager, før isen kan bære. Og hvad der er med til at afgøre, hvor tyk isen bliver.

Når vi har frostvejr, så begynder der at komme is på mange søer og vandløb. Og så kommer spørgsmålet: Hvornår kan isen bære?

Det er der ikke et enkelt svar på, men der er en tommelfingerregel, lyder det fra klimatolog Mikael Scharling på DMI:

Tommelfingerreglen siger, at isen vokser med 1/10 millimeter pr. minusgrad pr. time.

Men som DMI skriver på sin hjemmeside, så spiller flere vejrfaktorer ind. Vejrvært Jesper Theilgaard fremhæver strøm i søer samt vind og is.

- Strømmen har indflydelse på, hvornår isen på søer kan bære. Er der strøm i vandet under isen, vil det betyde, at der kommer nyt vand til, som skal afkøles. Her kan der opstå våger, siger han.

Sne isolerer

Strømmen sliber desuden af isen fra neden, så isen bliver tyndere.

Derfor skal man kende søens struktur for at kende risici ved den enkelte sø.

Blæsten er en anden faktor, der er med til at afgøre isdannelsen. Typisk fryser det fra oven, og kulden arbejder sig ned i søen. Hvis frostluft blæser over søen bliver isen dannet hurtigt, fordi varmen fjernes fra vandet.

Hvis der sne på isen, har kulden svært ved at trænge ned, fordi sneen virker isolerende. Det betyder, at det tager længere tid for isen at blive tyk.

  • Print
  • Del artiklen: