Hård vind rammer kysterne: Risiko for forhøjet vandstand

Der kommer både masser af strid vind, og der er risiko for forhøjet vandstand flere steder i Jylland.

Der venter os en aften, nat og også en tirsdag med masser af rusk, blæst og hvide skumtoppe på bølgerne.

Vi kan forvente hård vind til hård kuling fra vest og sydvest, hvor der også kan være risiko for vindstød af stormstyrke, ved Vestkysten en overgang stormende kuling med vindstød op til stærk storm.

Her kan du se DMI’s varsel for farligt og voldsomt vejr.

Det voldsomme vejr, som venter os, har følgeskab af risiko for forhøjet vandstand ved den vestlige del af Limfjorden og langs den jyske Vestkyst. DMI skriver, at varslet gælder fra meget tidligt tirsdag morgen.

Ophobning af vand

Når der er forhøjet vandstand langs kysterne, så skyldes det flere faktorer:

Det er blandt andet vindstyrke, vindretning, vandophobning og lavtrykspassager.

DMI's meteorologer varsler forhøjet vandstand på Vestkysten og i den vestlige Limfjorden.

Mens forhøjet vandstand ved Vestkysten ikke skulle skabe problemer, så kan det måske blive anderledes ved den Vestlige del af Limfjorden.

Der skal være en vandstand, der er højere end det varslede, for at vandet kan give problemer ved Vestkysten, siger beredskabschef Per Jakobsen fra Nordvestjyllands Brandvæsen til DR Vejret.

Ved Nordjyllands Beredskab forklarer beredskabschef Per Vedsted, at den forhøjede vandstand ved Limfjorden skal være over 1,60 centimeter over normal højde, for at Nordvestjyllands Beredskab sætter ind:

- Er den 1,40 centimeter over det normale, er det de enkelte kommunale beredskaber, som træder til.

I alle varslede områder vil myndighederne nøje følge vandstanden og stigningerne, og de har planer klar, hvis stigningerne bliver højere end varslet.

Her kan du på DMI’s hjemmeside følge med før, under og efter forhøjet vandstand.

  • Print
  • Del artiklen: