Her kan der falde slud eller sne

Ugen begynder med slud eller sne til Bornholm og også Sydøstdanmark, mens resten af landet slipper for nedbør.

Der kan til morgen være mange steder, hvor isen skal skrabes af bilruderne, og hvor veje og fortov er pletvis glatte.

Længst mod øst, på Bornholm er der desuden risiko for sneglatte veje på denne første dag i uge syv.

På vejrfronten stikker Bornholm i øvrigt af fra resten af landet. Bornholmerne må nemlig finde sig i en overskyet mandag, hvor der også kommer nedbør, som falder mest som slud eller sne. Først sent i aften eller i løbet af natten klarer det op og bliver tørt.

De sydøstlige egne af Danmark får også i formiddag lidt sne eller slud, mens resten af landet kan forvente tørvejr krydret med lidt sol på februarhimlen.

Plus om dagen – minus om natten

Selv om morgenen begynder omkring frysepunktet, så skal temperaturerne nok snige sig op til omkring tre graders varme, som dagen skrider frem. Natten bliver der imod frostkold med mellem to og syv minusgrader.

Vinden vil måske bide lidt i kinderne igen i dag, hvor den blæser let til frisk og ved kysterne kan den blive op til hård vind. Den kommer fra nord og tager af i nattetimerne.

  • Print
  • Del artiklen: