Her skyllede regnen ned - nogle fik skybrud

Når kold luft møder varm luft, kan der ske ting og sager - blandt andet kraftigt regnvejr, som mange oplevede mandag ud på eftermiddagen.

Endnu en gang i år resulterede mødet mellem kold og varm luft i lyn og torden og regnbyger og flere steder også lokale skybrud.

Det var især Nordjylland og området omkring Roskilde fjord, som fik disse kraftige byger at mærke, men ned mod Aarhus og Skanderborg er der også beretninger om kraftig regn mange steder.

Sommerland Sjælland var et af de steder, som fik en ordentlig skylle regn mandag. Tryk play.

Da der ikke er målere overalt i landet, kan der godt have været skybrud flere steder end registreret, men måleren i Frederikssund viste mest med 22,4 millimeter på 30 minutter, mens Vodskov nord for Aalborg løber med 2. pladsen på 17,2 millimeter.

Begge målinger udløser titlen "skybrud", fordi de ligger over 15 millimeter på højest 30 minutter.

I Gistrup syd for Aalborg faldt der også en pæn sjat regn, nemlig 14,4 millimeter på 30 minutter - altså lige under grænsen for skybrud.

Skybrud er meget lokale vejrfænomener, og mange andre steder i landet oplevede man stort set tørvejr hele dagen.

  • Print
  • Del artiklen: