Højtryk sender varme op til os fredag

Vi går en lun dag og aften i møde, og især mod øst kan man nyde solen op ad dagen.

En højtryksryg passerer landet i dag og stabiliserer vejret en smule. Det giver både mindre vind end i går og færre langt færre byger.

Dagen starter ellers lidt køligt med temperaturer mellem 5 og 10 graders varme og mulighed for sol en del steder.

I løbet af dagen kommer der efterhånden flere skyer fra vest, og skyerne kan godt have lidt småregn med sig hist og her.

I eftermiddag og aften breder skyerne sig videre mod øst, og her vil det dermed også kunne regne lidt. Mange steder vil det dog holde tørt dagen igennem, og temperaturen stiger til 13-16 grader.

Lunt i aften

Det er højtryksryggen, som efterhånden sender vinden ned i det sydlige og sydvestlige hjørne og henter varme op til os. Så selvom eftermiddagen byder på gradvist flere skyer fra vest, vil temperaturen stige dagen i gennem og falder ikke rigtig i aften. I aften står den dermed på behagelige 12-15 grader.

Vinden starter med at være svag til frisk fra vest, og på Bornholm kan den først på dagen også være hård. I løbet af dagen går vinden til gengæld ned i det mere sydlige og sydvestlige hjørne og aftager en smule omkring Østersøen, men især langs den jyske vestkyst vil det stadig være en frisk vind som blæser ind fra havet.

  • Print
  • Del artiklen: