Højtryk svigter foråret

Morgenfrosten plager og søndag eftermiddag rykker vi om på den kolde side af højtrykket.

Tåge og nattefrost

Med fare for at blive beskyldt for lyseslukning nu hvor det er blevet kalenderforår, så er det vel så som så med følelsen af forår. Fint med roligt vejr midt i det højtryk som ligger fladt hen over landet i disse dage, men svag vind gør det ikke alene.

Temperaturerne er jo ikke noget at prale af, store dele af døgnet ligger vi mellem 0 og 5 grader og nattefrost med tågedannelser ret udbredt i højtrykket.

Det er kun et par af eftermiddagstimerne vi føler solens varmende stråler og det kan alligevel ikke bringe termometret højere end typisk 8-9 grader.

Højtrykket svigter os

Hvis vi skal have vaskeægte forårsvejr i Danmark - altså det med diset solskin, 10-15 grader og kun havgus et par steder, så skal vi have luften op fra sydlige retninger og det får vi kun hvis højtrykkets kerne ligger øst for Bornholm.

I løbet af søndagen flytter højtrykket sig derimod i retning vestlig retning mod Nordsøen og derved kommer vi om på den kolde side med nordenvind og alt hvad der følger med den af skyer og koldluft.

Så fra søndag formiddag breder skyer sig fra nord ned over landet og de vil også plage os en stor del af mandagen, inden vi så igen ser opklaring senere i ugen, men med kold luft liggende over os, og fortsat nattefrost.

  • Print
  • Del artiklen: