Hvorfor er det så tåget?

Den lune og fugtige luft fra Nordsøen, som lige nu blæser ind over Danmark, er med til at gøre danskernes udsyn noget tåget.

De seneste par uger har budt på frostgrader døgnet rundt næsten alle steder i landet.

Det har med andre ord været bidende koldt, og den nedbør, der er faldet, er faldet som sne - og den har fået lov at blive liggende langt de fleste steder.

I denne weekend er vejret dog slået over i et mere fast mønster med vestenvind og dermed blæser mildere luft ind over landet fra vest.

Denne milde luft er også mere fugtig, og når den blæser ind over vores kolde jord-underlag, bliver den kølet ned.

Kold luft kan ikke indeholde ret meget vanddamp

Én af naturlovene for luft er, at kold luft kan indeholde mindre vanddamp end varm luft.

Så når lun og fugtig luft fra Nordsøen blæser ind over Danmark, og køles ned idet den passerer en koldere overflade, vil den relative luftfugtighed også stige og ofte mættes til 100%.

Derved kondenserer vanddampen ud som små dråber og bliver til tåge (eller en sky, hvis vi er højere oppe i atmosfæren).

Så derfor har vi alle ingredienserne til tågedannelse i disse dage, nemlig at lun og fugtig luft fra vest nedkøles som luften trænger indover landet.

Hvor længe bliver det så ved?

I morgen ser også ud til at blive temmelig grå og præget af tåge og dis, men med lidt hjælp fra en tiltagende vind langs den jyske vestkyst, vil det så småt begynde at klare en smule op.

Vinden kan nemlig godt være med til at 'rydde op' i tågen. Derudover smelter sne og is i landskabet og temperaturforskellen fra hav til land mindskes.

Nedkøling af luften ophører derfor ganske langsomt, og forholdene for tåge bliver også ringere. Så tågen vil stille og roligt aftage i starten af næste uge.

  • Print
  • Del artiklen: