Januar slutter med store armbevægelser

Vi har haft det hele i januar. Både de frostklare lyse vinterdage og de grå og blæsende af slagsen. Det er i den sidste kategori, vi finder dagens vejr.

Vestenvinden blæser kraftigst i formiddagstimerne, men aftager lidt i løbet af dagen, dog ikke mere end at det stadig vil føles blæsende.

Med sig trækker vinden en stribe byger, der ikke helt kan beslutte sig for, om de vil falde som regn eller slud. Der, hvor de falder som slud, vil der være risiko for glatte veje.

Sol imellem bygerne
Det er i bygers natur at komme og gå, og det gør de også i dag.

Det vil derfor ikke regne hele tiden, men kun i korte, intense intervaller. Imellem bygerne er der også lidt plads til solen.


Kold søndag
Der er ikke særlig store udsving i temperaturen i dag. Til morgen lå vi mellem 2 og 5 grader, og det niveau holder vi dagen igennem.

I kombination med vinden vil kuldeindekset få den følte temperatur til at rutsje ned på mellem -13 og -4 grader i dag.

Man kan kalde det en meteorologisk helgardering, men udtrykket ”Lidt af hvert vejr” er i grunden meget passende på dagen i dag.

  • Print
  • Del artiklen: