Jarnvig: Derfor får vi så mange skybrud

Alle beregninger forudser, at skybrud vil blive mere almindelige i det nye klima, vi er på vej ind i, siger meteorolog Mikael Jarnvig.

Så skete det igen. Et stort skybrud med tilhørende oversvømmelser. I går var det Esbjerg, der fik skybrud og oversvømmelse. I dag er det så Københavns tur til at få massive mængder regn. Hvad er det egentlig, der sket med vejret?

Det forsøger DR's vejrvært Mikael Jarnvig at forklare herunder.

Er det klimaændringer?

- Både ja og nej. Alle beregninger forudser, at skybrud vil blive mere almindelige i det nye klima, som vi er godt på vej ind i. Det skyldes, at varm luft kan indeholde mere fugt end kølig luft, og tendensen er klar: Luften bliver varmere og varmere globalt set. I Danmark har vi også registreret flere skybrud de senere årtier end tidligere. Klimaet har en andel i problemet.

Er det vores egen skyld?

- På en måde ja. Der er bred enighed om, at klimaændringerne skyldes menneskers enorme udledning af drivhusgasser, men der er også en indbygget tilfældighed i alt vejr. En såkaldt naturlig variation som nødvendiggør, at man skal se vejret på en relativ lang tidsskala, før det giver mening at tale om ændringer. Derfor kan man ikke udpege klimaændringer til synder i enhver katastrofe.

Andre faktorer end vejret?

- Byplanlægning, og ikke vejret, er ofte skyld i, at de samme steder bliver ramt gang på gang. Når der falder store regnmængder, skal vandet kunne komme væk i samme tempo, som det falder, ellers dannes der søer, som vokser. Hvis en kloakrist ikke kan 'sluge' så meget vand, som der falder på det areal den betjener, så må den resterende mængde vand vente, til der er plads i kloakken.

Rammes byer hårdere?

Hvis skybrud kun faldt ude på landet, var der mange, der slet ikke ville bemærke dem. Her vil vandet hurtigt kunne sive ned i jorden. I byerne er det anderledes. Her bliver større og større arealer belagt med sten, fliser og asfalt og regnen fra husenes tage ryger også i kloaksystemet. Tilsammen giver det en betydelig belastning af kloaksystemet, som mange steder slet ikke er dimensioneret til sådanne vandmængder.

  • Print
  • Del artiklen:

    Læs også

    1. Helsingørmotorvejen lukket efter skybrud