Kold morgen bliver til lun eftermiddag

Temperaturen stiger i takt med, at solen kommer højere på himlen.

Jo mere solen stiger på himlen, jo mere stiger temperaturen også. Solen er efterhånden kommet så højt på himlen, at dens stråler er med til at varme landet op.

Men varm luft og frostkold jord er også med til at danne dis og tåge, og det vil tage solen en god del af formiddagen, før den får bugt med disen.

Der vil generelt være flere skyer på himlen end i de forgangne dage, men solen vil også være at se mange steder i løbet af eftermiddagen.

Stigende temperaturer

Morgentimerne er kolde, og der vil måske ligge rim i græsset og på ruderne, men allerede i formiddagstimerne kommer vi op på omkring fire graders varme, og i eftermiddag kan vi især mod syd og øst komme op på omkring otte grader.

Vinden er fra øst og nordøst og er svag til jævn, så det vil føles ganske lunt. Sidst på eftermiddagen vil det blæse lidt op i Østersøområdet.

Både varmt og koldt

Martsvejret er lunefuldt, og mange vil sikkert bemærke, at det føles næsten varmt i solen og meget koldt i skyggen. Til det har forfatteren Charles Dickens skrevet en passende frase:

It was one of those March days, when the sun shines hot, and the wind blows cold: When it is summer in the light, and winter in the shade.

  • Print
  • Del artiklen: