Lavtryk hiver kold luft ned over Danmark

Temperaturerne er faldet til lidt over frysepunktet, og vi får byger, der kan falde som slud eller tøsne.

Du kan være vågnet op til tøsne og sjap efter en nat, hvis du bor på Fyn, Lolland, Falster og Sjælland. Det kan derfor være glat på fortove og veje.

Men ikke kun sjællænderne skal være varsomme i trafikken. I Midt-, Vest- og Nordjylland vil temperaturen falde til nul grader eller lidt under, og det kan give rimglatte veje.

Dagen inviterer til at lyne den vandtætte jakke, fordi der fortsat kan falde regn, slud eller tøsne i Østdanmark til morgen og også i formiddagstimerne.

Herefter kan hele landet se frem til lidt februarsol sammen med enkelte byger, som kan være med slud eller hagl.

Vinden, der er jævn til hård, og kommer fra vest, kan blæse op til kuling på på Bornholm.

Årsagen til det kolde vejr med tøsne er det lavtryk, som i nat er trukket op til Danmark fra Belgien og det sydlige Holland.

Temperaturerne holder sig i dagtimerne omkring fem grader og kryber i nat ned til mellem tre graders varme og en graders frost.

Natten byder også på enkelte byger, som kan være med slud eller hagl. Vinden ser ud til at løje lidt af, og den vil komme fra skiftende retninger.

  • Print
  • Del artiklen: