Lørdag med sol mange steder

Tørvejret rækker langt i dag.

Temperaturen når i dag flere steder op på 18-19 grader - og det er rigtig fint når nu solens stilling på himlen fortæller os, at det første skridt ind i vinterhalvåret er taget.

At lørdagen også byder på ret svag vind gør heller ikke noget - i dagens første timer er der vindstille mange steder, men ellers forventer jeg en ganske let vind som mest ligger mellem øst og nord.

Solens højde er som sagt i aftagende men den bliver dog til at se forbi skyer i dag. Især i Midt-,Vest- og Sydjylland samt Fyn forventes jeg solskin - når først morgentågen altså er brændt af. Også mod nord og øst er der plads til lidt sol - på Bornholm dog altovervejende skyet i dag.

Søndag med sol og 20 grader

Skyerne på Bornholm er en varmfront, som fra øst løber vestpå over landet i løbet af natten til søndag. Det betyder opklaring fra øst i søndagens løb - først mærkes den varmere luft på Bornholm, og til middag ligger opklaringen med varme over Sjælland og Sydhavsøerne.

Søndag eftermiddag klarer det op på Fyn og i Øst- og Nordjylland, men længere vestpå fortsat skyer og måske lidt finregn.

Østpå hvor opklaringen slår igennem kommer temperaturen op på 20 grader - mod vest hvor opklaringen svigter, ikke mere end 15 grader.

  • Print
  • Del artiklen: