Året 2015 blev rekordvarmt

De første vurderinger på den globale temperatur i 2015 er ved at se dagens lys.

Der er tradition for, at JMA - Japan Meteorological Agency - kommer med det første bud på de globale temperaturdata. Nu foreligger vurderingen herfra, og ikke overraskende viser de data en ny temperaturrekord.

Denne gang er rekorden ikke en ubetydelig temperaturstigning. Faktisk ser det ud til at være det ventede gigantspring i den globale temperatur.

I forhold til gennemsnittet i hele det 20. århundrede blev 2015 0,76 grader højere, men mere interessant er nok, at i forhold til gennemsnittet fra 1981 til 2010 blev året 0,40 grader højere.

El Niño har bidraget til opvarmningen

Årsagen er især, at den globale opvarmning på ny tager til efter en periode efter årtusindskiftet, hvor stigningen var begrænset indtil 2010. I tilgift fik 2015 den hidtil kraftigste el Niño, der hidtil er målt. Men forskerne er uenige om, hvor meget den el Niño har bidraget til temperaturrekorden.

Hele jorden har været meget varm

Uenigheden skyldes, at temperaturen nærmest over hele kloden var særdeles høj. Det er nærmest kun havet syd for Grønland, hvor temperaturen har været bemærkelsesværdigt lav, uden at forskerne har fundet årsagen hertil. Flere forskere mener, at da el Niño fortrinsvis skaber opvarmning mellem Sydamerika og Indonesien, må andre faktorer også medvirke.

Her har forskere fokus på det nordlige Stillehav, som svinger mellem kolde og varme perioder af flere års varighed. Det ser ud til, at en sådan varm periode er begyndt for nogle få år siden, hvilket har medført tørken i Californien. Da 2015 både har denne varme periode og en kraftig el Niño, kan det forklare det store spring i temperaturen.

Varmen ventes at fortsætte i 2016

Forventningen er, at også 2016 kan sætte ny rekord, men mest interessant bliver det, om 2017 fortsætter stigningen, eller om der her vil optræde en større eller mindre afkøling.

  • Print
  • Del artiklen: