Det bliver iskoldt: Ned til 15 graders frost

Vinteren fortsætter nogle dage og nætter endnu, og det bliver koldere

Vinteren har tænkt sig at blive hos os i endnu nogle dage, og der kan nogle steder komme helt ned til 15 graders frost.

Et højtryk lige vest for Danmark sørger for, at den kolde luft fra nord kan nå frem til Danmark, og samtidig bliver varmen vestfra forhindret i at passere de britiske øer. Derfor vil sneen blive liggende, og der kan her lørdag godt falde en smule mere, selv om det ikke bliver de store mængder.

Skyfrie nætter

Men det er også sneen, der sørger for at temperaturen de kommende nætter kan falde til under 10 graders frost. Det sker, når det klarer op, og der er frit udsyn til stjernerne, som der bliver mulighed for i de kommende nætter. Der er derfor ikke noget, der forhindrer jordoverfladen i at udstråle energi til verdensrummet, og så falder temperaturen natten igennem

Under 10 graders frost

Når der så ydermere ligger sne på jordoverfladen, bliver det ekstra koldt. Sneen virker nemlig isolerende og forhindrer varme fra den underliggende jord i at komme op til sneens overflade, som derfor bare blive koldere og koldere. Så skyfrie nætter med snedække og i øvrigt svage vindforhold vil få temperaturen til at falde til mellem 10 og 15 graders frost.

  • Print
  • Del artiklen: