GRAFIK I nat stiller vi urene en time frem

Natten mellem lørdag og søndag går vi over til sommertid.

I denne weekend rykker vi frem til sommertid. Mere præcist skal uret klokken 02.00 natten til søndag sættes en time frem til klokken 03.00.

Det betyder, at det bliver en time senere mørkt om aftenen og en time senere lyst om morgenen.

- Hvis du møder klokken 07.00 og tager cyklen til arbejdet, har du lige vænnet dig til at lade cykellygterne blive hjemme, siger DR's vejrvært Mikael Jarnvig.

Cykellygter skal frem igen

- Lygterne skal nu frem og på cyklen igen, fordi natten er blevet en time kortere, og solen er klokken 07.00 slet ikke stået op endnu. Til gengæld er der mulighed for at spise aftensmad, inden solen går ned, hvis du spiser omkring 18-tiden, siger han.

Ved overgang til sommertid vil solen stå højest på himlen klokken 13 modsat normaltid (som flere kalder vintertid), hvor det er klokken 12.

Urene frem eller tilbage

For mange er det et årligt tilbagevendende problem at huske, hvad det nu er, uret skal. Ved skiftet til sommertid skal uret stilles en time frem. Nogle husker det på, at når havemøblerne stilles frem, så skal urene også stilles en time frem.

Siden en standardisering i EU i 1996 har vi sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.

Så er vi igen fremme ved sommertid, hvor vi skal stille urene en time frem natten til søndag

Opslået af DR Vejret på 26. marts 2016

  • Print
  • Del artiklen: