Solen og skyer kæmper om pladsen på himlen

Det lunefulde martsvejr fortsætter med plusgrader om dagen og lidt frost om natten.

Vi er vågnet til endnu en forårsdag, hvor skyerne og solen skal kæmpe lidt om pladsen på himlen. Først på dagen er det flere steder skyer og lokale tågebanker, der vinder, senere skal solen nok få brændt sig igennem skyerne.

Langt de fleste vil derfor kunne opleve blå himmel med sol i løbet af onsdagen. Midtjylland kan dog få flere perioder med flere skyer, og langs Skagerakkysten vil der sidste på dagen være risiko for havgus.

Det bliver også en ganske pæn dag, når det handler om temperaturerne. De vil ligge mellem otte og tolv grader.

Højtrykket bestemmer

Det er et højtryk nordvest for Danmark, der bestemmer vejret i disse dage. Derfor vil vejret også opleves forskelligt, alt efter om solen kommer frem, eller skyerne dækker himlen. Nogle landsdele får mere sol end andre. Det bliver svært at forudsige præcis hvor og hvornår solen bryder frem og dermed hæver temperaturen.

Som de foregående dage holder vinden sig igen i baggrunden og vil blæse let til svag fra skiftende retninger. Vindretningen skifter til vest i nat.

Mens vi kan nyde plusgrader i dagtimerne, så skal vi fortsat finde os, at nattefrosten holder stædigt ved. Temperaturerne kryber ned til mellem to graders frost og tre graders varme natten til torsdag. Natten skifter desuden fra klart til skyet vejr, og jo længere vi kommer ud på natten, des mere vil lokal tåge fylde i Vestjylland og Nordjylland.

Det hele tager sig noget bedre ud i solskin, og humøret stiger let flere grader. Og solen skal nok komme frem i dag :-)

Opslået af DR Vejret på 15. marts 2016

  • Print
  • Del artiklen: