Nattefrosten vender tilbage

Det er ikke titlen på en dårlig krimi, men bare foråret, der har humørsvingninger.

Det er på med vanterne og ind med de sarte haveblomster - nattefrosten kommer nemlig igen.

Det er ellers blot en lille uge siden, at dagtemperaturen kom over 17 grader, og i dag kan vi ikke engang mønstre tocifrede varmegrader.

Den samme retning har nattetemperaturen, som de kommende nætter flere steder falder til frysepunktet og nogle steder vil der komme let nattefrost.

Påskefrost

Selvom påsken ligger sent i år, så er det netop i påskedagene, at kulden rigtig tager fat. Påskedag og 2. påskedag drejer vinden i øst og hiver kold luft ind over landet.

Det vil holde både dag- og nattetemperaturer nede, og natten til onsdag siger prognosen ned til -4 grader.

Temperaturer omkring frysepunktet eller lidt under er der risiko for helt frem til torsdag. Da vender vinden tilbage til den mere velkendte vestlige retning, og det får temperaturen til at stige igen, og nattefrosten til at udeblive.

Med nattefrosten kommer også stedvis glatte veje, så pas på i trafikken - især i de tidlige morgentimer.

  • Print
  • Del artiklen: