Nordsøstorm truer Syddanmark på onsdag

Efterårets første kraftige lavtryk rammer Danmark på onsdag

Sæsonens første lavtryk, med potentiale for en storm, uddyber sig i Nordsøen onsdag morgen.

Der er i skrivende stund en reel risiko for, at den sydlige del af landet kan opleve en tidlig efterårsstorm på onsdag med sydvestenvind på omkring 25 m/s, og med vindstød som når højere op.

Lige nu - mandag formiddag - peger forudsigelserne på, at stormen onsdag middag rammer Helgolandsbugten, og herefter løber ind over den danske grænseegn og senere onsdag trækker ud i Østersøen og truer Sydfynske øhav og området syd for Sjælland.

Lavtrykkets styrke endnu usikker

Selve lavtrykket - i hvilket der ikke blæser storm - ser ud til at ramme Vestjylland og bevæge mod Kattegat.

Som med alle stormlavtryk skal man være varsom med at fastslå et nøjagtigt forløb før 24 timer inden det rammer.

Som med alle stormlavtryk, der ikke er dannet endnu, men som forudsiges af computerprognoser, er der altid rum for tvivl om lavtrykkets dybde og dermed usikkerhed om hvor stærkt vindfeltet bliver, ligesom lavtrykkets kurs har meget stor betydning for hvor et eventuelt stormvejr rammer.

Det virker dog sikkert at det bliver meget blæsende i Syddanmark onsdag.

Det er sket før

Et blik på den danske stormliste, som rækker tilbage til 1891, har der 10 gange før været stormvejr i september måned. Sidste gang var i 1990.

I Danmark kan kun april måned sig fri for storme, maj, juni og juli er også kun blevet ramt få gange: Fire gange i maj, seks gange i juni og tre gange i juli.

Problemet med storme i sommer og tidligt efterår er, at der er løv på træerne - og i øjeblikket er jordbunden ret så våd og løs.

  • Print
  • Del artiklen: