Risikovarsel: Sigtbarhed er nede på 100 meter

Hele landet er ramt af tåge mandag morgen, hvor sigtbarheden flere steder er nede på 100 meter.

Tager man bilen mandag morgen, skal man være ekstra opmærksom i trafikken, da luften er fyldt med tåge, advarer DMI.

- Flere steder landet over er sigtbarheden nede på omkring 100 meters sigtbarhed, uden at vi endnu er kommet ned på det, vi kalder 'tæt tåge', hvor sigtbarheden er under 100 meter, siger vagtchef Henning Gisselø fra DMI.

Når sigtbarheden er så lav, skal man som bilist være opmærksom på, at man ikke kan se så langt frem, og derfor skal man tilpasse hastigheden efter forholdene.

Ifølge Vejdirektoratet har tågen endnu ikke skabt problemer for trafikken, men lige som hos DMI opfordrer man bilisterne at tage hjemmefra i god tid og køre efter forholdene.

Gør man ikke det, er der større risiko for harmonikasammenstød, da man ikke har lige så lang tid til at reagere, som man normalt har.

Tågen letter tirsdag

Henning Gisselø fortæller, at tågen sagtens kan blive liggende resten af dagen, men op ad dagen bliver tågen gradvis tyndere. Netop derfor bliver DMI's risikovarsel ikke pillet ned foreløbigt.

I morgen tirsdag er tågen igen forsvundet, ifølge DMI.

- I nat passerer der lidt regnvejr over Danmark, og det rydder op i den dis og tåge, vi oplever mandag. Tirsdag kommer til at se helt anderledes ud med tørvejr og muligvis lidt solskin, siger Henning Gisselø.

  • Print
  • Del artiklen: