Se om du får sne i weekenden

Kulden kommer gradvist men sikkert til Danmark i weekenden, og nogle får også sne.

Frysepunktet bliver omdrejningspunkt for weekendvejret.

Dagtimerne byder typisk på plusgrader og nattetimerne på frost, og så vil især de sydlige og østlige egne få vinterlig nedbør.

Skyer holder på varmen

Fredag vil et lavtryk over det sydlige Danmark give skyet vejr og sne- eller sludbyger over Syd- og Østdanmark, mens den centrale del af Jylland og Vestjylland kan se frem til mere klart vejr med lidt sol og til gengæld lidt lavere temperaturer.

Her vil temperaturerne typisk ligge mellem to frostgrader og to plusgrader.

Der, hvor skyerne er, vil temperaturen ligge over frysepunktet mellem en og fire graders varme. Vinden er fortsat svag til jævn og kommer fra nord og nordøst.

Koldt mod nord

Natten til lørdag trækker et nedbørsområde op over Sjælland, så her kan man godt vågne op til let hvide veje. Ellers ser lørdagen ud til at blive tør med gode muligheder for at få solen at se.

Temperaturen topper omkring middagstid i den sydlige del med op til seks plusgrader, mens det er en del koldere mod nord. Fra Aarhusegnen og mod nord vil temperaturen ligge under frysepunktet frem til middagstid.

Vinden er tiltaget til en let til frisk vind fra øst.

Nedbør fra syd

Weekendens sidste dag bliver skyet, og i den sydlige del af landet får man også regn, sne- eller slud.

Det er et lavtryk over Holland, der sender sine fronter op til Syddanmark, og det er temperaturen, der afgør i hvilken form nedbøren falder. Nordjylland ser ud til at gå fri af nedbøren, men får stadig overskyet vejr.

Temperaturen er højest mod syd - op til fire grader, mens Nordjylland må nøjes med mellem minus en og to graders varme. Vinden tiltager yderligere til en jævn til hård vind, nu fra en nordlig retning.

  • Print
  • Del artiklen: