Skybrud flere steder i Jylland: Der kommer mere regn over hele landet

Voldsomt vejr med torden ventes flere steder i landet.

Kraftig regn og torden har her til aften ramt flere steder i Jylland.

Og uvejret breder sig i aftenens løb, fortæller DR's vejrvært Christian Cherry.

- Der har allerede været dobbelt skybrud ved Skive, hvor der faldt 30 mm regn på 30 minutter. Ved Sønderborg har der været skybrud med 17,6 mm regn på under 15 min, fortæller Christian Cherry.

Der har også været skybrud ved Borris i Jylland, hvor man fik hele 24,1 mm regn.

- Det skete på en time. Det er ret meget regn, der er faldet, og vi er nu officielt i selskab med mange andre våde somre. Det skete, da vi i dag passerer de 219 mm regn, som er grænsen mellem en våd og en almindelig sommer, forklarer Christian Cherry.

Der er fortsat varsel om voldsomt vejr over hele landet med undtagelse af Bornholm. Skybrud defineres ved mere end 15 mm regn på 30 minutter.

DMI forventer mellem 15 og 25 mm regn på 30 min samt risiko for kraftig torden i områder på Fyn i Syd- og Sønderjylland, Østjylland, Midt- og Vestjylland, Vendsyssel, Himmerland, Storaalborg og ved Jammerbugt.

Regnen ventes at falde inden klokken 01.00 i nat.

I Vest- og Sydsjælland på Lolland-Falster i København og Nordsjælland og på Læsø ventes der skybrud inden klokken 03.00 i nat, oplyser DMI.

Se kortet på DMI's hjemmeside, om regnen rammer nær dit område.

Det er en god idé at tjekke sin kælder og køre forsigtigt på vejene, når de store regnskyl rammer.

Det er sommers meget ustabile vejr, der har været med til at skabe flere skybrud.

En varm og fugtig luft er kommet over os fra sydøst. Men samtidig passerer en koldfront i den østlige Nordsø landet i aften og i nat. Og det giver derfor de meget våde skyl og torden.

  • Print
  • Del artiklen: