Slud og tøsne giver glatte veje onsdag morgen

Mens Jylland får stedvis klart vejr og rimglatte veje, får Sjælland slud og tøsne på vejene.

Vejret opdeler landet i nat, hvor Jylland får delvist klart vejr, mens dele af Fyn, Lolland, Falster og Sjælland får regn, slud og tøsne. I begge tilfælde giver det dog glatte veje onsdag morgen.

Et lavtryk med udbredt regn trækker op over Sjælland i nattetimerne, og i løbet af morgenen vender vinden i en mere nordlig retning, hvilket kan få nedbøren, som først falder som regn, til at falde som slud eller tøsne i stedet.

Det vil give glatte veje på især Sjælland.

Føles som at køre i sæbe

Temperaturen vil typisk ligge over frysepunktet, en til tre plusgrader, så sneen vil lægge sig som tøsne eller sagt med et andet godt dansk ord; som sjap. Det er meget glat at køre i, og flere brugere beskriver det ofte som at køre i sæbe.

Men ikke kun sjællænderne skal være varsomme i trafikken i nat og i morgen tidlig. I Midt-,Vest- og Nordjylland vil temperaturen falde til nul grader eller derunder, og det kan forårsage rimglatte veje.

  • Print
  • Del artiklen: