Sneen dør ud - og nedbøren slår om i slud

Temperaturerne går flere steder fra minus til plus. Det giver slud i stedet for sne. Snevejret aftager i løbet af dagen.

Selv om der er kommet mellem to og fem centimeter sne, så bliver det ikke nok til at kælke eller bygge snemænd, forklarer vejrvært Morten Lynge:

- Det bliver i den mindre klasse med snemængderne, som fordeler sig meget forskelligt. Syddanmark har fået omkring fem centimeter, mens København slipper med under to centimeter sne.

Sneen aftager i løbet af dagen, først i Sydvestdanmark og lidt senere resten af landet. Det samme gør vinden også. Den skubber i morgentimerne sneen rundt, så de opstår snebunker.

Vejrskiftet med højere temperaturer er godt i gang med at gå fra minus til plus. Sydvestdanmark har allerede nu to plusgrader, andre steder har lige omkring eller under frysepunktet. Det giver slud i stedet for sne.

Resten af dagen holder temperaturerne sig mellem omkring frysepunktet og et par graders frost.

Nordjylland skal nok forvente at få frostgraderne, mens området ved Østersøen kan få et par plusgrader.

  • Print
  • Del artiklen: