Solen varmer op efter en kold nat

Den har stået på lokal nattefrost i Jylland i nat, men nu får solen god plads og skal nok få has på den bidende kulde.

Man skal være forberedt på en rigtig kold morgen, og især hvis man bor i Jylland, kan man godt få brug for både isskraber til bilen eller hue og vanter, hvis man er på cykel eller til fods her til morgen.

Lige under nul grader

Både i Isenvad og Billund har temperaturen nemlig været nede og runde henholdsvis 0,3 og 0,2 graders frost sidst på natten, og temperaturen ligger stadig mange steder omkring eller under fem grader, og der kan godt være risiko for rimglatte veje nogle steder i Jylland her til morgen.

Ude mod kysterne og længere mod øst, er det også køligt, men knap så koldt. Her ligger temperaturen nemlig mellem 5 og 11 grader, varmest ved kysterne.

Solrig mandag for de fleste

Når solen ellers får fat, kommer termometret efterhånden op mellem 10 og 13 graders varme, og med en hel del sol bliver det endnu en smuk efterårsdag.

Men det er ikke over hele landet, man kan nyde en skyfri himmel.

På Bornholm kommer der nemlig flere skyer i løbet af dagen, og i den sydlige og vestlige del af Jylland driver der lidt flere skyer forbi allerede fra morgenstunden, og især ud på eftermiddagen bliver skydækket tykkere, og til aften kan lidt regn ikke udelukkes.

Vinden bliver mest svag til jævn vind omkring nordvest, men på Bornholm bliver det noget mere blæsende med op til en hård vind.

  • Print
  • Del artiklen: