Tørvejr i dag og østenvind hele ugen ud

Højtryk dominerer vejret i Skandinavien, men vinden er taget til

Tørt vejr er dominerende i dag og dagtemperaturerne bliver rigtig pæne: Udbredt mellem 16 til 18 grader.

Desværre er østenvinden tiltaget og bliver ganske mærkbar, og derfor er fornemmelsen af lune i luften ikke helt tilstede på samme måde, som mange har haft oplevelse af på et eller andet tidspunkt i weekenden.

I den sydvestlige del af landet er skydækket tæt her til morgen og enkelte steder måske et dryp finregn, men alle kan forvente sol i varierende mængde i dagens løb.

Lidt regn i nat

I aften og i nat bevæger et nyt skydække med lidt regn hist og her sig op over landet fra sydøst. I Vendsyssel dog tørt hele natten.

Natteskyerne holder på varmen og temperaturen falder ikke længere end til mellem 11 og 15 grader.

Østenvind ugen igennem

Et kig på den sidste uge i september er et kig på højtryk nær Finland som styrer begivenhederne og det giver os en vedvarende og mærkbar østenvind.

Højtrykket blokerer for de store lavtryk fra Atlanterhavet, men både natten til tirsdag og en del af onsdagen klemmer skyer med lidt regn sig alligevel ind over især sydvestlige del af landet.

Temperaturniveauet ligger lunt med op til 18 grader men har en lidt faldende tendens i ugens løb til en 15-16 grader.

Vejrskifte i weekenden?

Meget tyder på at vejret slår om i weekenden, men det kræver at det finske højtryk svækkes og levner plads til lavtryk og fronter fra nordsøen, og det er endnu ikke helt sikkert at det sker.

I skrivende stund ventes første frontangreb lørdag og så ét mere søndag som ser lidt mere omfangsrigt ud, men som sagt det er endnu noget usikkert.

  • Print
  • Del artiklen: