Varme fra øst

20 grader på Sjælland er ikke umuligt i dag.

Varm luft fra øst vil dominere vejret i dag, både hvad angår de tilhørende varmfrontskyer og den efterfølgende opklaring som sender temperaturen i vejret på Sjælland - der kan man nå 20 grader i dag.

Efter frokost er opklaringen nået så langt som til Fyn, så modsat lørdag er det i østlige landsdele at temperaturen for alvor vil stige i løbet af eftermiddagen. De 20 grader er nok mest sandsynlige i København, men kan også forekomme andre steder på Sjælland.

Det afhænger alt sammen af hvor hurtigt opklaringen kommer, da solen jo vender tidligere på himlen her i slutningen af september.

I Jylland må man i dag væbne sig med tålmod, det opklarende vejr kommer først i løbet af eftermiddagen, så indtil da mange skyer og stedvis måske lidt finregn. temperatur mellem 15 og 17 grader.

Østenvinden holder ved

I den kommende uge ligger et højtryk stadig nær Finland og blokerer for atlantiske lavtryk. Det vedligeholder også østenvinden over Danmark i de kommende dage. Helt stabilt er det dog ikke, enkelte småbyger kan forekomme og i sær onsdag kan et mindre regnvejr trænge op over sydvestlige dele af landet.

  • Print
  • Del artiklen: