Vi øjner årets varmeste dag - men også regn og tordenbyger

Det bliver en mild forårsdag, hvor den grå himmel kun i perioder viger for solen.

Måske kan man i den sydligste del af Jylland få årets hidtil varmeste dag. Når vinden i løbet af dagen går over syd, pumpes der varm luft op over de sydlige landsdele.

Det magiske tal er 21,6 grader, som er den temperatur, der blev målt den 6 maj i Nordjylland. Det bliver formentlig først sent på dagen, at der bliver de højeste varmegrader. Det skyldes dels, at vinden går fra sydvest over i syd, og dels at der kommer en opklaring fra syd, som giver mere plads til solen.

De østvendte kyster vil i dag kun mønstre 12 til 16 grader, men bevæger man sig lidt ind i landet, kommer termometret til at vise 17 til 20 grader.

Regn af og til i store dele af landet

I løbet af formiddagen vil der falde en smule regn i et "bånd" fra trekantsområdet over Nordfyn samt vest- og Nordsjælland.

Til eftermiddag bliver det mest tørt, men der vil stadig falde regn i Østjylland, Midtjylland og den sydlige del af Nordjylland.

I løbet af aftenen kan der opstå nogle kraftige tordenbyger i Sønderjylland og på Fyn.

  • Print
  • Del artiklen: