VIDEO Tilskuer til solformørkelse: Gud har gjort det godt

I morges lokal tid oplevede Indonesien en total solformørkelse, og tilskuerne var begejstrede.

- Jeg er meget taknemmelig for at få lov til at se sådan en sjælden begivenhed. Her har Gud virkelig gjort det godt.

Sådan lød reaktionen fra Evie Bangun, der var mødt op i den indonesiske by Palembang for at se solformørkelsen.

Månen bevægede sig ind foran solen klokken 06:19 lokal tid og dækkede totalt for solens stråler i ca. 2 minutter. Andre dele af Asien og Australien havde også mulighed for at se glimt af solformørkelsen.

Sidst vi oplevede solformørkelse herhjemme var fredag d. 20. marts sidste år. Og hvis man ikke nåede den, så må man vente til d. 21. august 2017, hvor månen skygger for solen på tværs af USA.

Se solformørkelsen i Indonesien og reaktioner i videoen øverst i artiklen.

  • Print
  • Del artiklen: