Vind i håret og småvåde sko

En rolig og mild start på dagen afløses af en front med vand og især vind.

Ugens sidste hverdag bliver akkompagneret af en grålig og blæsende vejrudsigt.

Først på dagen vil de fleste have tørvejr med kun enkelte byger i Midt- og Vestjylland og ved det sydfynske øhav samt Lolland og Falster.

Det meste af landet vil være dækket af skyer med kun få kig til solen, og temperaturen ligger fra morgenstunden forholdsvis højt på 6 - 9 grader.

Varmest bliver det i løbet af dagen i den sydlige del af landet med op til 10 - 11 grader - ellers lige under 10 grader.

Sol mod nord

Tørvejret afløses af en front, som kommer med regn fra nord mod syd til de fleste. Vendsyssel kan dog forvente mest tørvejr og måske endda nogen sol.

Opklaringen bevæger sig lidt længere sydpå i løbet af dagen, men kommer nok kun Nordjylland til glæde.

Mavepuster fra nordvest

Vinden starter forholdsvis roligt med en jævn til frisk vind fra vest og sydvest, men i løbet af eftermiddagen stiger intensiteten til en jævn til hård vind med kuling eller hård kuling ved kysterne - stedvis kraftige vindstød - og så drejer vinden mere i nordvest.

  • Print
  • Del artiklen: