Vinden fra vest løjer langsomt af

Vi får en dag med regn- eller haglbyger, men også en lille smule sol.

Den friske vind fra vest blæser stadig stædigt over Danmark. Bornholmerne har hård til stormende kuling, og her kan vindstødene være med en hastighed op til stormstyrke.

Det kan få tagsten til at blæse ned, store grene til at knække, og træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger.

DMI har varslet voldsomt vejr på klippeøen frem til klokken 11.

Resten af landet har kun frisk vind til kuling. Det er der, hvor de små træer svajer i vinden, store grene bevæger sig, og hvor det er trættende at gå eller cykle i modvind.

Vestenvinden løjer dog af i løbet af dagen og drejer desuden i nordvest. Ved Vestkysten kan det enkelte steder blæse med kulingstyrke.

Mens vinden spiller hovedrollen, så indtager solen en noget mindre birolle. Den kommer kun lidt frem på februarhimlen, og det bliver ud på dagen.

Regnbygerne vil også spille med, især i de sydlige egne, som må leve med en del byger, der kan falde som hagl enkelte steder. Det øvrige Danmark slipper med få byger.

Temperaturerne holder sig fortsat over frysepunktet. De ligger i dagtimerne omkring fem grader og i nat mellem frysepunktet og fire grader.

  • Print
  • Del artiklen: